En køligt lysende Solfaldshimmel
i Vester over de sorte Tage! —
Mit Hjærte svulmer af Hjemvéklage:
Farvel, du larmende Storstadsvrimmel!
Imod den fjærneste Guldskystrimmel
paa Maagevinger jeg ud vil jage!
Højt op fra kedsomme Stukfaçader
og kulrøgsspyende Skorstenspiber! —
Ud over Kattegats Skumsølvstriber,
hvor Brisens Kulde med Kraft mig bader! —
Fra Hanstholm-Engenes brede Flader,
med Skrig mig hilser de kære Viber!
Paa Møllebanken min Flugt jeg stanser,
hvor frit man milevidt frem kan skue.
De stejle Skrænter i Solildslue
et Kæmpefavntag om Dalen kranser,
og Aftenstraalernes Guldspind danser
fra Kær og Tue til Kær og Tue.
Langt ude hviler de barske Taager
i tunge Folder om Havets Skulder.
Er det mon Torden, det fjærne Bulder?
Nej, Dybet er det, hvis Vrede vaager,
hvis Brænding flyver som hvide Maager,
hvor Nordhavsdønning mod Revlen ruller.
Nu møder Solen den mørke Vove,
Lysenglen lukker de gyldne Vinger,
og Hunstrup Klokker til Hvile ringer,
at Folk og Fæ kan i Tryghed sove.
Saa lad os Lyset og Livet love!
dem aldrig Mørket for evig tvinger.