Her har jeg Aften efter Aften vanket
og altid kigget til de to, som bor i
den hvide Villa hist, med Vedbend ranket.
Naar Lampen paa det runde Bord var stillet,
lyste den paa to sørgeklædte Kvinder
og paa et altid blomstersmykket Billed.
Tæt sammen sad de; og jeg hørte mange
tusmørketyste Aftener derinde
de sad og sang smaa spæde gamle Sange. —
Har Enken tabt sin Stav, sin unge Datter?
I Lampens Lysring sidder hun ene, bøjet. —
Men i Havens Mørke Hvisken og lønlig Latter.