Under en køligstjærnet, høstlig Himmel
Banegaardens vældige Buehvælv
med Dampsus, Lys og Larm og urolig Stimmel.
Dèr saa jeg dem, gemt ind i en knejsende Pilles
dølgende Skyggefald for andres Blik:
to Kærester, som første Gang maatte skilles.
Hvis Lykketimer altfor snart var fløjne
med Svalevingers hastig glimtende Flugt,
og nu var der Bygevejr i begges Øjne.
Solvarmt Lys, som flygtede bort for sære
sortnende Skyer af Graad og lønlig Angst:
Hvem véd, hvem véd, om atter vi ses, du kære?
Og ses vi end, — hvem kender de kommende Dage?
Et véd vi kun, den Dag, som lysende svandt,
vil aldrig mere vende til os tilbage. —
Tause stod de og saa hinanden i Øjet;
alene var de paa Færdselens Alfarvej —
til ogsaa den sidste, sorgfulde Frist var fløjet.
Saa bød hun til Farvel ham skælvende Munden,
gik let og hastig hen mod en aaben Dør —
og da jeg saa mig om, var han forsvunden.