Saa klar og fin som Æblevin
sig Aftenhimlen buer
og favner Kirkens ranke Spir,
hvis Guldfløj staar i Luer.
Men Mørkning alt i Alleen faldt,
den fyldes af Fodtrin og Stemmer:
det unge Blod og den lette Fod,
som Sliddet og Sorgerne glemmer.
Hvor hist og her de grønne Træer
i Lygteskæret gløder,
der kan det hændes En at se,
naar to hinanden møder.
Ak, hvem der fik dette Solskinsblik
og voldte de rødmende Kinder,
og holdt en varm lille Piges Arm,
som han, der med hende forsvinder!
Jeg véd vel den, som var min Ven,
den Gang jeg ikke vilde,
men hendes Vej er skilt fra min,
og nu er Suk for silde.
Ak, Aftenro er kun sød for to,
den Ensomme tynges af Sorgen,
hans Blund er kort, og hans Leje haardt,
han frygter for Dagen imorgen.