Paa Landevejen hitted jeg en gammel Violin.
Da ingen andre kræved den, saa kaldte jeg den min.
I øvrigt var den brugelig, men Strænge var der ikke.
Saa raabte jeg paa Solen: «Du maa hjælpe mig at flikke!
Du kan jo sagtens laane mig af dine gode Strænge,
hvorpaa du første Violin med Held har spillet længe!»
Den blege Kvæld, den sorte Nat jeg fik og dertil Morgen,
men aldrig Dag, endskønt jeg bød mit Hjærte ham som Borgen.
De fire Strænges Mestere vil spotte mig maaske —
Men Skælmen gi’r, hvad ej han har. Jeg stryger mine tre!