Jeg ingen anden Kvinde
Har kjendt indtil nu,
Der leved med den frie Natur
Og elsked den som du.
Og derfor, hvor jeg vandrer
Paa min landlige Vej,
Jeg møder tusind Minder
Om min Kjærlighed og dig.
Mig minder Skovens Blomster,
De rige med de ringe,
Du til et Skjønheds-Hele
Kunde dem alle tvinge.
Mig minder Markens smale,
Bugtende Sti;
Stod Kornet højt, du elsked
At dølge dig deri.
Mig minder Havets syngende
Pladsken mod Bred,
Tidt har dit Hjertes Længsel
Du vugget ind derved.
Mig minder Aftenrøden,
Der dig fængsled med en Magt,
Som saae du Himlen aabnet
For Guds Herligheds Pragt.
Mig minder Maanens Guldbro
Paa det krusede Vand,
Hvorad din Tanke vandred
Til sine Drømmes Land.
Mig minder Nattehimlens
Dybe, dulmende Blaa,
Og alle de klare Stjerner,
Jeg gav dig Navne paa.
Saa binder Al-Naturen
Dit Minde til min Sjæl,
Jeg kunde dig ej glemme,
Om end jeg vilde selv.
Du veed, jeg vil det ikke,
At til hiint bedre Sted
Højt over Jordens Minder
Jeg tager dit Minde med.
