Dengang min Kjærligheds Blomst sprang ud,
Jeg planted en Myrthe i min Stue,
Og drømte, hvor jeg skulde bryde dens Skud
Og eengang dig som min glade Brud
Smykket med Krandsen skue.
Men Myrthen og jeg fik ulige Kaar,
Thi mens den frodig er vorden
Og rejser sig højt fra Vaar til Vaar,
Har Savnets og Længslens tunge Aar
Bøjet mit Hoved mod Jorden.
Dog har jeg beholdt den samme Hu; —
Skjøndt Aar efter Aar er fløjne,
Skjøndt gamle blev baade jeg og du,
Jeg seer dog paa min Myrthe endnu
Med de samme, kjærlige Øjne.
Og om du kommer og siger mild:
See, vore Hjerter er varme,
End har vi en Stund: vi følges vil!
Saa tager jeg dig med Ungdoms Ild
I mine favnende Arme.
Og mens jeg signer din Tales Lyd,
Til Krands jeg Myrtherne flokker,
Og om din graanende Tinding til Pryd
Jeg trykker dem med den samme Fryd
Som om dine dunkle Lokker! —
Ak, jeg har drømt! Lad Myrthen groe,
Den skal dig ej lægges om Panden! —
Men skjult i min stille, eensomme Bo
Jeg slipper aldrig min Ungdoms Tro,
At vi var dog skabt for hinanden.
