Rode, Gotfred Benjamin, 1830–78, Litteraturhistoriker og Skolemand. F. 9. Marts 1830 paa Vallø, d. 12. Sept. 1878 i Ordrup, begr. i Gentofte. Forældre: Stifts- og Birkeskriver, senere Stiftsforvalter, Justitsraad Jørgen Reimer Gottfried Rode (1794–1876) og Barbara Jacobine Bartholdy (1800–69). Gift 19. Maj 1866 i Kbh. (Frels.) med Rota Margrethe Lehmann, f. 14. Febr. 1846 i Kbh. (Petri), d. 14. Aug. 1918 paa Frbg. (gift 2° 1879 med Journalist Erik Vullum, 1850–1916), D. af Politikeren Orla Lehman og Hustru. Separeret 1877.
Rode blev Student 1847 fra Borgerdydskolen paa Christianshavn, hvis Bestyrer Martin Hammerich fik en væsentlig Indflydelse paa hans senere Indstilling til dansk og nordisk nationalt Liv. 1849–5 tog han anden Eksamen, var 1857–59 Lærer ved Rødding Folkehøjskole, senere paa Herlufsholm og ved københavnske Skoler. 1864 tog han Magisterkonferens i nordisk Filologi. Den elskværdige, fint- og rettænkende Mand fik ved sit Giftermaal med Orla Lehmanns eneste Barn, der overgik ham i Evner og i maalbevidst Energi, en Tilskyndelse til Virken i en Form, hans Personlighed ikke helt svarede til. Hans litteraturhistoriske Arbejder viser Omhu og sundt Blik, ikke udpræget Originalitet. Doktordisputatsen »Renaissancens tidligste Eftervirkning på dansk poetisk Literatur« (1866) har Værdi ved Inddragen af hidtil lidet bearbejdet Stof, og han har udgivet Kingos »Aandelige Sjungekor« (1856 sammen med Fr. Hammerich), Holbergs »Moralske Tanker« (1859) og »Heltindehistorier« (1861). Hans Poesier var i Hovedsagen Efterklang: »Digte og Sange« (1857) og adskilligt i Blade og Tidsskrifter; til den af ham udgivne »Fortællinger og Vers for Større og Mindre« (1858) har han selv bidraget med kønne Børnedigte. 1866 udgav han sammen med Chr. Richardt »Fortællinger og Vers for Store og Smaa« og 1868 »En Billedbog«. Den store Formue, Ægteparret kom til at raade over, anvendtes uegennyttigt, ikke mindst til Støtte for betydende Venner, saaledes Bjørnstjerne Bjørnson. 1874 oprettede Rode paa Skovgaard i Ordrup en Folkehøjskole, der var tænkt som en videregaaende Dannelsesanstalt end de hidtil virkende. Den udstyredes rigeligt og stilfuldt; Hovedstadens Nærhed muliggjorde særlige Lærerkræfter, og den skandinaviske Opgave betonedes stærkt. Men Rode havde næppe under nogen Omstændigheder haft tilstrækkeligt Initiativ og Myndighed til Opgaven, og efter at hans Hustru 1877 havde forladt ham, var han en brudt Mand, og Skolen overlevede ham kun kort. Bjørnson kalder ham »en tro, elskelig Natur«. Sønnen Helge Rode har skildret ham smukt i Digtet »Min Fader« (»Den stille Have«, 1924).
Paul Læssøe Müller in: Dansk biografisk Lexikon, Gyldendalske Boghandels Forlag, Kbh., 2. udg., 1932–44, bd. XIX, p. 580–581.