Fjernt fra Stadens pragtopfyldte Sale,
Fra de fulde Glas, den tomme Tale,
Fra den travle Verdens Larm og Suus,
Nær min Barndoms fredelige Dale
Er jeg tyet og har jeg bygt mit Huus.
Intet Sted vidt over Land og Vove
Elsker jeg og skal min Tunge love
Højt som dette Hjem, mig Lykken gav:
Bagved mig de tætte, lune Skove,
Foran mig det aabne, friske Hav.
Mens et Chor af Fuglerøster klinger,
Seer jeg, hvor sig Solen nyfødt svinger
Over Havets Lys-besaaede Bred,
Og mens Landsbykirkens Klokke ringer,
Seer jeg den bag Skoven synke ned.
Dybt mod Havet og om Skovens Sider
Over frugtbar Sæd mit Øje glider,
Og den voxer af min egen Jord; —
Og end skjønnere til alle Tider
Trindt min Barndoms Mindeblomster groer.
Er det ej, som Livet for mig bærer
Kun hvad Fred og Fryd i Hjertet nærer,
Kun hvad Savn og Sorger splitter ad,
Har jeg ikke Alt, hvad jeg begjærer,
For at blive kjæk og sund og glad.
Ak jeg husker vel de gamle Drømme:
Det var her, jeg havde tænkt min ømme,
Varme Kjærlighed i stille Havn;
Førend Tidens dybe, kolde Strømme
Fik mit Haab begravet i sin Favn.
Men dog er du her, min Sjæls Veninde,
Til hver Plet skal jeg dit Billed binde,
Paa hver Plet dig mindes tro og øm!
Er jo dog mit hele Liv et Minde,
Kun et Minde om min bedste Drøm!
Ja jeg vil ej sukke, vil ej klage,
Thi mit Savn af dig skal jeg forjage
Ved i dig at leve Livet hen; —
Og mit Hjem fra Barnets glade Dage
Seer mig kjæk og sund og glad igjen.
