Min Sjæl kan stundom være
Vidunderlig husvalt,
Som hver en vild Begjære
Sit sidste Ord har talt;
Som hver Attraa
Sig lægge maa,
Og hver en Lyst er kvalt.
Og alle Sorger svinde,
Som Sjælen tynges af,
Og hvert et bittert Minde
Gaaer rolig i sin Grav;
Da Hvile faaer
De dybe Saar,
Som du mit Hjerte gav.
Men er de Taager fjerne
Og reen min Himmels Blaa,
Staaer du, min hulde Stjerne
End klarere derpaa;
Lyksalig jeg
Da elsker dig,
Skjøndt jeg dig ej kan naae.
Ak Taagens dunkle Skare
Jeg snart opstige seer,
Men hine Timer klare
Skal vorde fleer og fleer;
Jeg tvinger dem
I Sjælen frem,
Til ej de svinde meer.
