Intet tvinger mig med større Smerte,
End at frit er ej dit Aandedræt;
Intet ligger mig saa tungt paa Hjerte,
Som at du er ej om Hjertet let.
Seer jeg dig da paa din Sorg at bære,
Knap min Tunges Higen standser jeg
Og vil raabe til dig: Elskte, Kjære,
Kom, o kom, og kast din Sorg paa mig!
Er mit Bryst dog dybe Sukkes Sæde,
Vel til dine faaer det Plads og Sted;
Maa jeg dog saa mange Taarer græde,
Kan jeg sagtens græde dine med.
Smertens Torne, skulde dem du eje!
Giv dem hid, de passe for mit Sind; —
Roser skal der gro paa dine Veje,
Roser skal der blomstre paa din Kind!
Intet Ord dog glider mig af Munde; —
Tør jeg tale? Veed jeg da maaskee,
Om du vilde mig den Fryd forunde,
Al den Fryd: at bære paa din Vee!
