Forsag mig ej! Stol paa, jeg skal ej trænge
Mig dristig frem med Bøn om Kjærlighed;
O nej, mit tunge Sind skal ikke hænge
Som Blylod ved din Vandrings lette Fjed;
Jeg vil ej, du skal følge mig i Livet,
Jeg vil kun nærved agte paa din Vej!
See: Al min Kjærlighed har jeg dig givet,
Og beder kun om Eet: Forsag mig ej!
Kan jeg ej frydes ved dit milde Øje,
Skjøndt det ej helst med mig har leet og grædt?
Kan Smilet om din Mund mig ej fornøje,
Fordi min Kjærlighed ej skabte det?
Kan jeg ej gribes af din bløde Stemme,
Naar ømmest ej den kalder paa mit Navn;
Og Suset af din Sjæl ej glad fornemme,
Selv om dens Flugt gaaer mod en Andens Favn?
Jeg veed det vel, end har min Kval ej Ende,
Tidt blusser end den gamle Lue vild,
Men du skal faae dens Varme kun at kjende,
Og aldrig see den tære med sin Ild.
Naar da hvert Ord, hvert Suk, hvert Træk jeg dræber,
Som kunde krænke Freden paa din Vej,
Saa hør den ene Bøn af mine Læber:
For al min Kjærlighed, forsag mig ej!
