Jeg drømte, at de troede, jeg var død,
Thi blegt de som et Lig mit Aasyn saae,
Og intet Blod ad Aarens Aabning flød,
Og stiv og kold jeg over Baaren laa.
Og tunge bittre Taarer blev udøst,
Mangt Haab med mig til Grunde skulde gaae,
En Moder kaldte mig med Klagerøst,
Men stiv og kold jeg over Baaren laa.
Og En for En gik Sørgeskaren frem
Og stedtes til Farvel ved Kistens Vraa,
Da tog man Laaget til mit sidste Gjem,
Thi stiv og kold jeg end paa Baaren laa.
Men see, som skudt af Muld i Dørens Karm
Stod hun, som gav mig denne Lod i Vold,
Thi hun var kold, dengang da jeg var varm,
Nu var hun bleven varm, da jeg blev kold.
Hun stod der i sit hvide Klædemon,
Og som i Engle-Højhed straaled hun,
Og som besjælet af sin Frelsers Aand
Hun kvad: han er ej død, han sover kun.
De lo ad hende, de som nylig græd,
Men gjennem Skaren baned hun sig Vej,
Og knæled stille ved mit Sovested
Og hvisked: Ven, stat op, jeg elsker dig.
Da rejste rask mit Hoved jeg med Eet,
Og Blodets Rødme foer i Kinden frem,
Og Alle kvad: Et Under er der skeet! —
Men jeg stod op og sad tilbords med dem.
O fagre Drøm, kun kort var dit Forbliv,
Den Fryd, du loved mig, var snart forød,
Thi da jeg vaagned til mit vante Liv,
Da var jeg død, ak bleg og kold og død.
