Hvis du for Elskovens Flamme stærk
Vilde lukke dit Hjertes Vraa
Og lægge en steenkold Pandsersærk
Omkring dets varme Attraa;
Jeg brød de hæmmende Mure ned
Og aabned dit Hjerte igjen,
Thi skabtes Nogen for Kjærlighed,
Saa skabtes du for den.
Eller vendte du dig fra Verdens Larm
Og al dens urene Færd
Og bøjed Elskoven i din Barm
Om til en himmelsk Begjær;
Jeg vilde sprænge din Klostergrav
Og splitte dit Nonneliin,
Og lære dig, ogsaa Jorden har Krav
Paa en Kjærlighed som din.
Men vandt en Anden din Elskovs Ild,
Og blussed den end som en Bavn,
Saae jeg dig end sætte Himlen paa Spil
For at kaste dig til hans Favn;
Jeg skulde dog bøje din brusende Lyst
Og tvinge din stærke Hu,
Thi urokkelig boer den Tro i mit Bryst,
At kun mig tilhører du;
At Jordens Sorg undviger du kun,
Naar min Elskov jevner din Vej,
At imod Himlen stiger du kun
I Følgeskab med mig;
At Kjærligheden, hvortil du blev skabt,
Kun klinger igjen i min Sjæl,
Og naar den Tro jeg engang har tabt,
Saa har jeg tabt mig selv.
