Jeg sad hos den, hun elsker, da svaledes min Kind,
Som et Vingeslags Pust derover strøg, —
Da var det hendes Tanke, der kom svævende ind
For at gjøre sin Ven et Besøg.
Det var som om jeg saae hendes egen Gestalt,
Der fortrylled mit Sind og min Sands:
Det rige Nakkehaar i tætte Lokker faldt,
Men fordoblet var Øjnenes Glands.
Hun ændsed ikke mig, hun havde ingen Rast,
Før hos ham, som behersker hendes Sjæl,
Og hun saae ham i hans Øje saa brændende og fast,
Som søgte hun derinde om sig selv.
Hun strøg ham over Panden for at glatte hvert Skin
Af Rynke eller Sky, derover laa;
Og let lod sine Læber hun røre hans Kind,
For at Smilet skulde blomstre derpaa.
Da foer der en gysende Feber i mit Blod,
Som om Dødsens Kulde jeg fornam,
Og jeg rejste mig i Hast paa min skjælvende Fod,
For at lade hende ene med ham.
Der sad han med en Ild i sit sjælfulde Blik,
Som han aned det Besøg af hendes Aand;
Og der flyede jeg, mens Kulden gjennem Aarerne gik,
Som om Døden havde rørt mig med sin Haand.
