Jeg elsker denne snævre Gades Fest!
Ved Foraarstid den ligger lunt og soler,
i blaalig Luft af Kvinder og Violer,
sit Legem skærmet mod den barske Blæst.
Men skønnest er den dog i Høstens Fest,
i Straalelys af sine skære Maaner,
hvor Skumringssølvet gennemsigtigt graaner,
imens der rinder Blod og Guld i Vest.
Og Kvinder gaar som til en sælsom Fest.
Se, der er dem som majestætisk skride,
og alt hvad de om deres Trolddom vide,
afslører og forkynder Gangen bedst . . .
Ja, alle gaar som til en mystisk Fest . . .
Forventningen gør nogle ganske hvide,
men Blikket smalt og sort . . . som Skygger gilde
de aandeagttgt til en natlig Fest . . .
Til Kødets eller Aandens tavse Fest
som i en Drøm de majestætisk skride,
og som i Søvne skyggeagtigt glide
med stivnet Smil om Læber askehvide.
Og Lysten lister sig ved deres Side.
For det er Farens Stund . . . Tusmørketide!
De vandrer alle til en salig Fest
. . . . indtil den allersidste røde Rest
af Blodet rinder langsomt bort i Vest!