Tænk, alle de røde Solnedgange,
du gemmer et Steds i dit Blik!
Denne vide Verdens bedaarende Skønhed
som gennem dit Hjerte gik . . .
Tænk, alt hvad du hørte, og alt hvad du rørte,
og alt hvad du saa —
Skygger det er i Erindringens Skumring,
fjerne og askegraa . . .
Tænk, alle de Farver fra alle de Aftner,
du gemmer et Steds i dit Blik —
de anes nu kun i Erindringens Dyb
som en vag og en dunkel Musik . . .
Saa gamle synes vi selv vi er,
naar vi drømmer om alt det som svandt.
Endeløs, endeløs Strømmen af alle
de Timer og Døgn som randt . . .
Tænk, alt hvad vi slæber med os af Glæders,
af Længslers og Smerters Vrag . . .
Tænk: ogsaa det skal viskes ud,
det vi lever i denne Dag!
De Baand som vi troede for alle Aar
tungt og uløseligt bandt —
De bristede, ikke med eet, men langsomt,
efter som Dagene svandt . . .
Gaadefuldt mumler det uvisse Liv,
mumler og rinder bort —
Bag os svinder det graanende hen,
og vi gaar mod en Nat som er sort . . .
Langsomt strømmer de mange Timer —
og dog er vort Liv saa kort!