Jeg havde forladt mit Hus for at gaa,
blot for at gaa paa maa og paa faa
i Skovene om ved Aftentid,
i Timen der er saa bevægende blid,
som Øjnes Farvel der bæver ømt,
og fugtigt, og smiler hun paa Skrømt . . .
Jeg gik ad de gamle og mossede Stier.
Jeg mødte blot nogle forsinkede Bier.
I den sidste Sol, der faldt ind paa Skraa
som et sydende Svovl de et Øjeblik laa.
De dvælede lidt . . . og saa brummed de bort.
Solen forsvandt . . . det blev mere sort.
Mosset, det kvalte saa godt mine Skridt,
paa de Stier hvor fordum jeg vandred saa tit.
Stilheden tætned sig. Stilheden faldt
som et sølvmørkt og flydende Flor over alt.
Jeg gik som i Søvne, med halvlukt Blik.
Det var som jeg fanged en Lyd af Musik . . .
Det gjorde lidt ondt. Og jeg følte omkring
mit Hjerte Noget, der ligned et Sting.
. . . Paa disse Stier vi vandrede tit.
Og Mosset, det mørke, det tog vore Skridt.
Og Aftnernes tavshed var dyb og sød.
Og som en Hvisken din Stemme lød . . .
Men der var i din Hvisken en varslende Glød,
som ligned din Mund der var dunkelrød,
Som ligned dit Hjerte der var saa beklemt
og ligned dit Øje mørkt og forskræmt
Af Længsel, af Skovens betyngede Luft,
af Kaprifoliernes Elskovsduft.
Vore Aftner, de havde saa dunkelt et Hjem,
et dunkelt, et lunt og et duftende Hjem.
Et lille, et lavt og et løvskjult Gem,
bedøvet af Aftenskovenes Em . . .
En Løvgrotte var der et Sted . . . men ej
jeg mer vilde finde den skjulte Vej,
Som førte helt til dens Helligdom ind . . .
— Godt var det at Aftnen blev sort og blev blind!
(Der er Steder man ikke taaler at se
paany . . . Begrav dem i Glemselens Sne!)
Godt var det at finde min Lampe igen,
min tro og min ensomt syngende Ven!