De er ikke mere, de Aftner,
hvor Luften stilnet staar,
som Lykken der fylder en Kvinde,
til Hjertet har glemt at det slaar.
Hun er ikke mere, den Dronning,
som stumt over Himlen slaar,
som et smægtende Slør over Natten,
sit overdaadige Haar.
De er ikke mere, de Blomster,
hvis Aande var syrlig og sød,
og som i usynlige Strømme
fra Skovenes Aften flød.
De slynged sig svaje og skøre
rundt om de tavse Grene.
De lignede aabnede Læber,
der længes i Mørket alene.
I Kaprifoliernes Maaned
hom du mig ganske nær.
Allevegne aandede jeg
din Duft der var sød og sær.
Jeg husker den første Aften,
jeg Kaprifolien mødte:
da var det som noget i Hjertet
sprængtes og henrykt blødte.
Jeg saa den ikke, men Duften
gled i mit Væsen ned
og blandede sig med en Vellugt
der aander i Ensombed,
nede i Hjertets Mørke,
fjernt fra alt andet jeg ved,
og Dagene faar saa varm en Glans
af dens frugtbare Hemmeligbed.
Den skabtes af al den Sødme,
dine Læber smeltede ind,
i Timer, hvor Sjælen svømmede hen,
stum og fortabt og blind.
Jeg saa den ikke. Men stundom
saa jeg heller ej dig . . .
Vidste blot eet: din forvildende Vellugt
der overdufted min Vej . . .
Dit Liv var endnu paa min Læbe.
Jeg aanded din Mund paa min Mund,
indtil det sivede gennem hver Pore
ned i mit Væsens Grund.
I Kaprifoliernes Maaned
fandt deres Vellugt Vej
ned til det der lever
inderst i mig af dig.
I Kaprifoliernes Maaned
sivede det, der ligner dig,
ned til det der lever
dybest af alt i mig.