Sol var hendes Væsen. Og alle- allevegne
sprudled det i Straaler eller ulmed som i Brand.
Hjemsøgt jeg blev af de lykkelige Egne,
jeg saa, for længe siden, nær en solbedøvet Strand.
Som Sydens fine Ferskner, de førstefødte, spæde,
der er hvide som en nordisk Nat og rødmer dybt i Dun,
som sitre under Haanden, saa man næsten kunde græde
en Graad som Sommerregnen, vellystig, lang og lun . . .
Som Sydens fine Ferskner har Solen gemt i Huden,
brændte der, bestandig, en Sol bag hendes Kind.
Men et uroligt Foraarsvand var hendes grønne Øjne:
et Foraarsvand, som kruses af den viltre Foraarsvind.
Den Vind som bringer Uro og Haves vilde Vellugt
ind i de store Stæder, hvor altfor mange bo,
den Vind som har suget sig stærk af alle Skove
og alle unge Sletter, hvor de grønne Urter gro.
Og langs det lyse Legems blide Rytmeløndom
drømte man om et Guldskær fra en Ild man ikke saa,
man aned dybest inde, bag om den røde Verden,
hvor Blodets hede Vande i sagte Vellyst gaa.
Sol var hendes Væsen. Jeg mærked, denne Ungdom
lammed som den lange og tunge Duft af Vaar,
der stryger over Jorden og fylder alle Øjne
og drypper Magt og Mørke i Kvinders blonde Haar.