I denne Nat din Sjæl var god.
Og aldrig var din Haand saa hvid
og aldrig i mit Hjerte lød
din Stemme mere tyst og blid.
Og aldrig i dit Blik jeg saa
en Glans saa blød,
saa sølvergraa.
Ja, denne Nat din Sjæl var god.
Og i min Sjæl den efterlod
en Vellugt, dugget, mørk og sval,
mer kvægende, mer dyb end den,
der foraarslun og foraarsør,
som Lugt af Hyacinther,
i Damp af nye Soles Slør
sødt og fortumlet stjal sig ud
fra al din glade, glatte Hud,
som steg den fra dit Væsens Rod
et Lystens og et Vaarens Sted,
og bølgede lyksaligt med
i al den røde Rislen
og Blussen i dit Blod . . .