Rejsesang
(Til Upsalatoget 1856.)
(Til Upsalatoget 1856.)
Paa mægtige Vinger mod Norden det gaar,
og det er en Rejse fra Vaar og til Vaar;
fra Bøgenes Skjærm, fra Konvallernes Flok,
til Birken, den Jomfru med flagrende Lok.
Didhen, hvor med Haabet vi styrede kjækt:
Fra Slægt og fra Venner til Venner og Slægt!
Fra Hverdagens taagede, tyngede Gang
til Flugt over Fjeldet, til Solskin og Sang!
Vor Bog lod vi ligge, men Uglen er med,
hun følger Studenten fra Sted og til Sted!
Og med os er Musernes venlige Krans,
thi vi er Studenter tillands og tilvands.
Saa bær os o »Hekla« fra Kyst og til Kyst!
Din Ild det er Ungdommens Længsel og Lyst,
din Lava de Toner, der rulle mod Land,
de fostre Kjærminder paa fremmede Strand.
Og Tonen er Tankens bevingede Tolk,
og Tanken er Hilsen fra Folk og til Folk,
og Hilsen er Pantet paa Brødren’es Pagt,
og Pagten er Fremtidens sikkreste Vagt!
Om Gud giver Lykke, da brister det ej,
da grønnes for Norden den fejreste Maj:
Ja Gud give Lykke, saa fremad det gaar
for Bøgen og Birken til lysere Vaar!