Min Gjenbo er en Mur og mit Skjul er en Kvist,
og Loftet kan jeg magelig række;
men Solen er min Ven, og han smugler med List
sit Guld mellem Tagenes Sprække;
jeg sidder som en Drot i mit ensomme Bur,
og byder baade Fortid og Fremtid til Kur.
Men kommer saa den Tid, da den liflige Dugg
sig sænker over Skovenes Kroner,
da hører jeg vel intet til Nattergalens Suk
og maa nøjes med en Lirekasses Toner;
men Drømmeguden melder sig dog tilsidst,
og gjor mig Besøg paa min høje Kvist.
Da glemmer jeg Byen og dens evige Støj,
og tænker paa alle mine Kjære,
og spørger Kattens Mjaven, i Mangel af en Gjøg,
hvor nær vel mit Bryllup kan være?
og nikker saa godnat til hver eneste En,
og nikker saa længe, til jeg sover som en Steen.