Selv i Barndoms Aar, da Naturen tændte
Venskabs Ild for dig i dette Bryst,
Jeg dit sieldne Værd, gode Søster! kiendte,
Og jeg villig lød Naturens Røst.
Ædel Videlyst lærte dig at agte
Nyttig Kundskab meer end flygtigt Vid,
Ej ved Flanens Pynt Siælefryd du smagte,
Men ved frugtbar, stille, huuslig Flid.
Himlens milde Lov dannede dit Hierte
Til at elske Gud og øve Dyd;
Ej din Barm var lukt for den Usles Smerte,
Ærlig glad du deelte Venners Fryd.
Bliv i hver en Stand Kiønnets Lyst og Hæder,
Giør en værdig Elsker lykkelig,
Og han lønne dig for de sande Glæder,
Som din Aand, dit Hierte skienkte mig!