Elskerens Besøg
(efter Voß.)
(efter Voß.)
Klare Rosenskyer bebudede liflige Maïdag,
Solen frembrød, skinnende blidt igiennem det Viintræe,
Som omslyngede Vinduet, paa Præstens grønne Gardiner.
Vækket han blev ved dens Skin, og ved Slag af Canariefuglen;
Dagens Billed’ forstyrrede Søvnen kun sagte
Den omsvævede ham med Nyelsers flygtige Drømme:)
Glad han Øinene gneed, og foldede Hænder, og takked’
Gud, som i Nattens Roe saa faderlig havde bevaret
Ham og alt hans Huus for Ild og for Sygdom og Tyvhaand.
Nu han løfted’ sig op ved Sengeqvasten, og langsomt
Dreied’ han sig, og udstrakte sin Haand, for at vække sin Anna.
Men hun var der ei meer. Da trak han det raslende Omhæng
Hen til Siden, og saae ind i Stuen igiennem dens Glasdør.
Her stod Thebordet dækket med ridsede Kopper fra Dresden,
Som den huuslige Viv kun bød de fornemme Giæster,
Saasom Provsten ved Kirkebesøg, og den gode Grevinde,
Og naar Bryllups- eller en Fødselsdag hæderlig holdtes.
Ogsaa Caffekanden af Sølv, som den gode Grevinde
Gav i Fadderstienk, med Skaal og dreiede Skeer,
Blinkede stolt i Solens Glands. I sit Køkken
Hørte han Ilden sprætte, og kogende Kiedel at bruse.
To Gange trak han i Ringen, saa Klokken klinged’ i Køknet,
See da trippede frem i Huusmoers ærbare Klædning
Gamle Mama, hun kyssede ham, og tal’de saaledes:
Er du alt vaagen, Papa? da jeg reiste mig, sov du saa rolig;
Og jeg listed’ saa jevnt, og holdt mine Tøfler i Haanden,
Og gik ud paa Hosesokker. Men hør nu, Faerlille!
Imod Hanegal du prækede atter i Drømme,
Men med afbrudt Røst, og stundom fældte du Taarer;
Brudeskammel, syntes mig, du nævnte blandt Andet.
Venlig trykkede han sin Viv i Haanden, og sagde:
Rigtig! jeg viede dem. Min Text var: Vil du, min Datter!
Fare med denne Mand? og Skilsmissen klemte mit Hierte.
Men, hvor tungt det end er, at miste saadan en Datter,
Saa, hvis Enken ei blev Naadsens-Aaret i Gaarden,
Eller var Udstyret færdigt; i Dag jeg viede dem sammen.
Vorder frugtbare, sagde jeg, Børn! Gud signe Jer Afkom!
Drag, o Datter! i Fred, og vær din Ægtemands Krone;
Thi en dydig Viv er bedre end kostbare Perler.
Giør ham idel, idel Godt, saa længe du lever,
Indtil Døden Jer skiller. Hvi saa alvorlig, Moerlille?
See paa mig. Vi to forlode jo Fader og Moder.
Hurtig, min Slaaprok hid, den blaae af det uldene Damask,
Og min Hue af fiin Batist! jeg maae jo dog pyntes,
Naar min Hr. Svigersøn, Hans Velærværdighed, kommer fra Lyndbye.
Hør! der blæser jo Posten, og rasler frem over Steenvei.
Smilende svarede ham den gamle huuslige Moder:
Faer! det er ude i Køknet; Kathrine vinder sit Garn af.
Og nu gik hun hen til den blanke Commode af Nødtræe;
Hvor der var Flippekraver og Overskiorter og Ærmer,
Og de stive, foldede Kraver (en Pest for den Gamle!)
Og det Christentøi, der saa tidt blev beundret i Kirken.
Her var ogsaa Huer; af Skabet tog hun hans Slaaprok,
Lagde begge ned paa Lænestolen ved Sengen;
Staaer du alt op, Papa? saa sagde hun, bie dog en Smule!
Jeg skal hente dig de nye uldene Strømper.
Hastig bliver du kold om Fødderne, naar du er aarladt.
Nu til Aars desuden det er lidt køligt om Morg’nen.
Bliv kun lidt i den varme Seng! Det haster jo ikke.
Fogdens Jørgen, som passer paa Hestene henne i Koblen,
Kommer, saasnart han hører Posthorns-Lyd over Søen;
Og saa gaaer jo Veien i mange Bugter her hen ad.
Hist i Skoven er Echo; saa blæser den lystige Postkarl
Gierne en Morgensang, og salig Kong Frederiks Livmarsch.
Saa formante hun kierlig sin Mand, men han hørte ei hende,
Og imens han klædte sig paa, han talte saaledes:
Han maae være her snart; thi Veien er god, og min Klokke
Fattes kun ti Minuter i fem; da læser jeg ofte
Min Avis. — Giv Vandglasset hid, og Bækken og Haanddug.
Men, Mama! hvor bliver vor Datter? jeg har ei fornummet
Mindste Puslen deroppe; jeg troer dog aldrig, hun skulde
Sove Morgenen bort, naar hun sin Kiæreste venter?
Derpaa svarede ham den gamle huuslige Moder:
Mand! du spøger! jo mænd! hvor skulde den raske Lovise
Sove Morgenen bort, naar hun sin Kiæreste venter?
Nei for Speilet staaer hun vist, og passer sin Klædning,
Og hun pryder sit Haar med simple kunstige Lokker,
Ordner Sløifen paa Brystet, og Silkeklædet om Halsen,
Og den friske Blomsterkrands, og naar hun er færdig,
Smiler hun vel, men synes dog, at hun er ei smuk nok.
Hør, hvor støier Pasan! — Der har vi sikkerlig Jørgen.
Mens hun taled’ endnu, da traadde i lysegraae Frakke
Elskeren ind med et Smiil. De Gamle med Fryd og Forundring
Iilte, omfavnede ham, og bød ham af Hiertet Velkommen.
Og den gudfrygtige Præst begyndte med Taarer saaledes:
Gud skee Tak, min Søn! — hans Godhed og Viisdom er evig!
Han har kaldet Dem at arbeide med i sin Viingaard!
O! han ledsage Dem og, den albarmhiertige Fader!
At De maae virke med Held i saa vigtigt et Embed’ og mange
Mange Siele ved Dem maae komme til Saligheds Kundskab! —
Hvad jeg nu vilde sige: De skriver: Gaarden er kiøn nok;
Men at Træerne ei er’ synderlig holdte ved Lige,
Og at Køkkenhaugen er ganske bevoxet med Ukrud.
Mennesket er dog sært! — hvor let er ikke et Frugttræe
Planter, og hvor rigt betaler det ikke sin Pleie!
Henved hundrede Daler løser jeg aarlig af Frugter,
Unge Træer, Asparges, og af Karotter og Hvidkaal.
Og min Vinding forsødes end meer ved den Glæde at kunne
Vække Flid i vor Bye ved Raad og Daad og Exempel.
Søn! en Foræring af mig, — det veed jeg — sætter De Priis paa.
Til en Brudegave vil jeg Dem skienke min Fleischer.
Faer! saa sagde den gamle Mama, og klapped’ hans Kinder.
Strax er du i din Oekonomie. Hvorledes var Natten?
Væmmelig kold, min Søn? Det er ret ilde, at Tiden
Falder Dem saa knap i det nye Kald, De har faaet.
Reise mig der fem Miil om Natten i Mulm og i Mørke!
Degnen kunde jo læst i Morgen en Præken af Brochman.
Drikker min kiære Søn et Glas paa fastende Hierte?
Eller Caffe aleene? — Da svarede Præsten fra Lyndbye:
Kiære Mama! kun Caffe! — jeg fryser en Smule; i Nat var
Veiret klart og lummert; i Morges derimod blæste
Vinden kold fra Søen, da Solen stod op, og min Postkarl
Kiørte kun Fod for Fod, og nikkede stedse med Hov’det.
Men Mama tillader dog vel, at Lovise maae skienke?
Her er et tyrkisk Rør, og et Pund af virginiske Knaster.
Kiære Papa! jeg haaber, at den skal smage til Caffe.
Røret er Rosentræe, og Hov’det af Leret fra Lemnos.
Glad beundrede Præsten det ranke Rør, som saa herlig
Glindsed’ af brunlige Lak, og sagde med opløftet Stemme:
Hvilket et Rør! det har De vel bragt fra Constantinopel.
Ja, ved Mahomed! troer jeg, det naaer mig op over Hov’det.
Nu skal Knasteren prøves. Moerlille! siig til Kathrine,
At hun bringer os Caffe snart, og en brændende Voxfakl.
See saa op til Lovise! — Men hvad, om Provsten faaer Nys om
At det tyrkiske Kram vanhelliger præstelig Læbe!
Men med ængstelig Stemme begyndte Præsten fra Lyndbye:
Moder! Lovise er dog vel ei syg, da hun bier saa længe?
Smilende svarede ham den gamle huuslige Moder:
Doven, min Søn! jeg vædder, at hun har Øret ved Puden.
Og nu iilte hun ud, og sagde til gamle Kathrine:
Hent saa Kanden af Sølv, og spaae dig, kiære Kathrine!
Bring os Caffeen snart, og saa en brændende Voxfakl.
Men, naar Caffeen tragtes, saa maae den sættes paa Kul-Ild.
Saa hun taled’, og gik nu op ad Trappen til Kamret,
Hvor Lovise slumred’ endnu. Saa sagte paa Tæer
Treen hun hen til Sengen, og saae bag røde Gardiner,
Pyntet som Brud i Hvidt, den blomstrende Datter at sove:
Og hun kyssed’ hende paa Kinden, og hvisked’ til hende:
Dovne Pige! du drømmer endnu? hvor blusser din Kind dog!
Var du ei vel, da du har lagt dig saa skødesløs paaklædt?
Hør hvor Spurvene qvidre, og Hyrden tuder om Køer.
Pige! herop! og bind af nys udfoldede Blomster
En bedugget Bouquet, og læg den smukt i Alkoven,
Hen til din Fader, at han med Fryd og Forundring kan vaagne!
Hør! din perlede Høne har nylig kaglet i Stalden,
Gik og søg dens Æg, at Ilderen ikke skal faae det.
Men, mit Barn! hvad giør du her med duftende Blomster!
Veed du ei, hvor farligt det er, især Hyacinther?
Saa hun taled’, og Pigen foer op af Søvne, og saae sig
Vildt omkring, og med Haand under Kind, hun sagde til hende:
See, god Morgen, Mama! — Jeg tænkte, for aabnede Vindver
Kunde Blomster ei skade. Det er fast lutter Auricler.
Hvor det var heedt i Nat! jeg kunde slet ikke sove.
Klokken Eet stod jeg op, og klædte mig paa, og i Vindvet
Saae jeg Egnen kølet af sagte Vinde, i Maaneskin;
Hørte Nattergalsang, og Hyrdens eenlige Fløite.
Dalen var hvid af Taage, og skinnende plaskede Søen,
Og den østlige Kant var giennemflynget af Lynglimt.
Men tilsidst blev jeg træt, gik i Seng, og slumred’ omsider;
Men det var en meget urolig Søvn! — O min bedste
Moder! er Posten alt kommen? — Ja sikkerlig har jeg
Ligget for dybt med Hov’det; mit Hierte banker saa hæftig.
Smilende svarede nu den gamle huuslige Moder:
Slaaer dit Hierte saa stærkt, min Datter? Christen har nylig
Bragt Avis. Der er nyt om America og om Gibraltar.
Og om Pavens Reise og Parlamentet i England.
Ogsaa et Brev er kommet; maaskee fra Præsten i Lundbye.
Pigen kyssede Moderens Haand, og sagde til hende:
Er der et Brev? Du smiler. O Moder! vær ei saa grusom!
Hvad bekymrer jeg mig om America eller Gibraltar,
Eller om Pavens Reise, og Parlamentet i England?
Siig mig (du! selv var Brud!) o siig mig, er han dernede?
Derpaa svarede hende den gamle huuslige Moder:
Barn! det veed jeg ei. Et kiønt ungt Menneske bragte
Nys et Tyrkisk Rør til Papa, saa høit op fra Jorden;
Og saa spurgte han meget hæftig, hvorledes vor kiære
Jomfrue Datter befandt sig. Kom selv, min Glut! og betragt ham.
Glad sprang Pigen af Sengen, og begge Arme hun snoede
Fast om Moderens Hals, og sagde med fyrige Kysse:
Du er dog den bedste Mama. O glæd dig, min Moder!
Du skal pynte Bruden, og Bryllupsdands skal du dandse.
Hurtig Moer! lad mig see den unge Mand, der er nede!
Derpaa svarede hende den gamle huuslige Moder:
Pige! vil du gaae ned paa Sokker. Tag dine Skoe paa!
Og hvor det Tørklæd’ sidder. Fy! skam dig du hæslige Unge!
Nu den bølgende Barm hun hastig rødmende skiulte,
Spændte Skoene fast med bævende Hænder, og iilte
Ned ad Trappen, og selv hun aabnede Døren, og raabte
Høit af Fryd, og sank i Elskerens ventende Arme.
Riber.