Hans Vilhelm Riber (1760–96)

Alle den danske Poesies Yndere ville uden Tvivl her med Fornöielse modtage en udvalgt Samling af H. W. Ribers bedste poetiske Arbeider; alle Skiönnere og Yndere af Menneskeværd og Menneskegodhed vilde sikkerlig med end större Glæde modtage dette eiegode og exemplariske Menneskes nöiagtige og fuldstændige Biographie, hvis denne var muelig at skrive. Men uagtet vi begge have den sande Ære at have været af den Afdödes allernöieste Venner, og den ene af os fra hans allerförste Fremskridt paa Litteraturens Bane, og indtil hans allersidste, var næsten uafbrudt hans trofaste Medvandrer; uagtet end ydermere faa Menneskers hele Siæl kunde ligge aabnere for Venskabs, ja for hele Verdens Öine, og mindre trænge enten til egen Frygtsomheds eller venskabelig Skaansomheds Slör end vor Ribers, erkiende vi dog begge, hvor höist ufuldkomment og ufyldestgjörende, det Udkast, vi til hans Biographie her kunne give, er, og nödvendig maae være. Ikke den blide, menneskekiærlige Viise, hvis velbrugte Liv hengled i stille Virksomhed for Brödres Vel, er det lykkeligste Æmne for Biographen, saalidet, som den venlige Ström, der fredelig bugter sig mellem blomsterklædte Marker, som den giör frugtbare, er det for Landskabsmaleren: Maaskee torde man uden Usandhed sige, at det er Ribers Lovtale, at hans nöieste Venner have saalidet at sige i hans Biographie; havde hans Liv været rigere paa mærkelige Tildragelser, frapperende Scener, udmærkede Træk, en god og ypperlig Mand kunde han da vel have været, men neppe

        den fromme Riber, alle Godes Ven;

neppe den Mand, som i sit 37 Aar gik i sin Grav, uden endnu at have erfaret, endsige selv fölt, hvad Had eller Fiendskab var.

        Hans Wilhelm Riber föddes i Kiöbenhavn d. 7 Jan. 1760. Faderen Hans Christian Riber, Casserer ved Kiöbenhavns Brandcasse, og Moderen, en Datter af Kommerceraad Beck var efter sædvanlig borgerlig Maalestok i de Omstændigheder, at Skiæbnen syntes derved at bebude deres Börn en god Opdragelses Fordele. Men i sin spædeste Ungdom mistede han dem begge, Moderen den 13 November 1762, da han var ikke fuldt tre Aar, og Faderen inden han fyldte fem. Inden han imidlertid blev istand til ret at fatte eller föle dette Tab, blev det ham saa aldeles, som det lader sig tænke, erstattet i hans ærværdige Farbroder, der ikke allene da, i hans spæde og hielpelöse Dage, men og hans iövrige Levetid igiennem, var ham en sand, kiærlig og trofast Fader. Skiönt denne ved Broderens Död endnu var ugift, drog han dog ikke i Betænkning at tage sin unge Pleiesön strax til sig, og sörgede i nogle Aar ganske allene for vor Wilhelms Opdragelse; og da han nogle Aar derefter tog sig en Hustrue, var han saa lykkelig i hende at give vor unge Riber en Moder, der med en endog mellem virkelige Mödre usigelig sielden og uforanderlig Inderlighed indtil hans sidste Time havde ham kiær. Forsynet vilde, at dette ærværdige Par, efter at have oplevet megen og velfortient Glæde paa deres Yndling, pludselig skulde see ham gaae foran til det Liv, hvor hans og deres Dyder skulle værdigere belönnes.

        Blid og rolig, som Ribers hele Siæl, var hans Barndom og Ungdom. Hans anden Fader og Moder elskede begge bestandig en særdeles indgetogen Levemaade; deres förste Grundsætning ved Opdragelsen var desuden at holde saavel ham, som hans tvende Södskende, langt fra al Börneomgang, for at bevare dem fra al sædelig Smitte. Ikke uden Föle anföre vi denne Omstændighed, som ustridig ikke har bidraget lidet til at paatrykke vor Ribers hele Væsen og Tænkemaade et Præg, som de indtil Graven beholdt. At et Barn i den Alder, ikke nu og da skulde have fölt en Længsel efter den Frihed, de Adspredelser, de Forlystelser, som det, den eensomme Levemaade uagtet, nödvendig nu og da maatte skimte, eller höre, at være dets Jevnaariges Deel, vilde være uforklarligt at antage; men at den, der i de Aar lærer, uden Knur og uden Nag, af Ærbödighed for ældre og elskede Personers Villie at opgive og undertrykke de meest fristende Önsker, derved erhverver et Selvherredom, og en Hengivelse i Forsynets os ofte ubehagelige ofte ubegribelige Styrelse, der vil være ham den tryggeste og veldædigste Ledsager giennem de kommende Dage, vil vel ikke nogen lettelig miskiende.

        Meget tidlig röbede vor Riber, hvad den daglige Tale temmelig ubestemt kalder et godt Hoved, og hvad Psychologen med mere Föie kalder en nem og troe Hukommelse. Frygtede hans Pleieforældre al Börneomgang for ham, maatte de end mere frygte at hengive ham ude fra deres Opsyn til nogen offentlig Skole, de toge altsaa ikke i Betænkning at foredrage den ulige kostbarere Privatundervisning. Ribers förste Lærere vare Candidaterne Brandt og Suhr, begge siden befordrede til Præsteembeder; under deres Anförsel giorde han en saa meget heldigere Fremgang i Skolevidenskaberne, som hans unge efter Syssel higende Siæl, ukiændt med alle Adspredelser, maatte opoffre al sin Virksomhed og sin Virkekraft paa disse. Efterat han den 10 April 1774 var confirmeret, underkastede han sig den 4 Juli samme Aar Examen Artium, og fik ikke blot efter den da giældende ældre Skoleindretning 36 Bene men erhvervede sig tillige ved sine i en Alder af ikke fuldt 15 Aar usædvanlige Kundskaber saamegen Opmærksomhed hos sine Samtidige, at allerede i hans förste academiske Aar ikke faa af de Forbindelser, hvori han indtil sit Livs sidste Öieblik, fandt sin Lykke og Hæder, knyttedes, og knyttedes for Evigheden.

        I denne sit Livs vigtige Epoke begyndte Riber en Dagbog; og hvo der kiendte hans skiönne Hierte, vil ikke finde det ucaracteristisk, at paa den förste Side af denne indtil den allermindste Udgift findes optegnet, at denne förste Examen kostede hans gode Pleieforældre 38 Rdlr. 1 Mk. 12 Sk.; sandelig det er saare sielden til saaledes at gienkalde sig modtagne Velgierninger Dagböger anvendes; i det mindste er der neppe lettelig nogen Ting, Hverdagsiælene mere skynde sig at glemme.

        Vi ile forbi det næste Skridt af hans academiske Bane, da han ligeledes med Hæder underkastede sig Aaret derefter den saakaldte Examen philosophicum. Nu syntes Tiden, at han skulde vælge sig en Bestemmelse, og Omstændighederne formaaede ham til at udkaare sig Theologien hvis Bane med Tiden syntes at love ham en for hans stille nöisomme Characteer og blide fromme gavnlystne Hierte passende Virkekreds. I Aarene 1776 og 77 begyndte han da at besöge de theologiske Collegia; og om end ikke hans sædvanlige Stadighed og Nöiagtighed i alt, hvad han foretog, noksom kunde være os Borgen for den Flid og Paapassenhed, hvormed han besögte disse da havde vi den ubedrageligste Sikkerhed derfor i den Omstændighed, at den for sin ubestikkelige Retfærdighed uforglemmelige Dr. Peder Holm den 21 April 1777 frivillig gav ham Communitets Beneficiet, og tillige tilböd ham Plads paa Regentsen. At hans kiærlige Pleieforældre, der hverken vilde miste deres Yndling fra deres Side, eller i de slibrigste Aar overlade hans ubesmittede Sæder i Jevnaariges farlige Hænder, ikke tillod ham at modtage det sidste Beneficium, ville Læserne lettelig kunne sige sig; men at være blevet det tilbudet af Dr. Peder Holm, er det uforkasteligste Certificat, den 17 aarige Ribers academiske Forhold og Flid nogensinde kunde hædres med; men skulde end den retvise Holm efter saamange andre vore fortiente Landsmænds Viis, allerede være forglemt, nu saa tilföie man dette, at allerede i de Aar lagdes hos en anden af hans Lærere, den höiærværdige N. E. Balle, Grundstenen til det Venskab, som 20 Aar efter blev det ypperste Æreminde over vor afdöde Vens Grav.

        Saa trolig han midlertid da endnu vandrede den udseete Bane, kom han dog efterhaanden alt mere og mere ud paa en Bivei, som omsider lokkede ham gandske ud fra hans afstukne Cours, indtil den endelig uventet ad en Giensti bragte ham tilbage til hans sande Bestemmelse. Allerede i tidlige Aar havde vor Riber med Held dyrket de levende Sprog; den tydske og franske Litteraturs vigtigste Skatte vare ham ikke fremmede; men de vare utilstrækkelige til at tilfredsstille hans umættelige Videlyst. Fra Begyndelsen af Aaret 1777 lagde han sig derfor efter det engelske, som den Tid mellem vore unge Videnskabsdyrkere var temmelig ualmindeligt; og til hvilken Grad af fortroeligt Bekiendtskab med dette Sprog og dets Litteratur han vidste at bringe det, vidne ikke blot hans seneste Arbeider, de desværre ufuldendte Oversættelser af Ossian, samt Fordanskningen af Shakspeers Mesterværk, Kong Lear, under Grev Ahlefeldts Bestyrelse antaget til Skuepladsens Brug, og siden udkommet paa Poulsens Forlag i Trykken; men og den meget virksomme Andeel, han tog i Oversættelsen af de richardsonske Romaner, Grandison og Clarissa, og m. d. l. Endnu vedblev han at sin gamle Bestemmelse for Öie, ja sögte endog Tid efter anden ved offentlige Prædikener at forberede sig dertil. Adskillige af disse, alle fra denne Periode indtil Aaret 1780 fandtes efter ham, som alle efter Skiönneres Dom vise lys Orden, og en ualmindelig Gave til et tydeligt populairt Foredrag, hvorvel de i övrigt ikke torde hæve over det sædvanlige; midlertid kiölnedes alt mere og mere hans Tragten efter Examen; ja selv den geistlige Stand syntes at tabe af sine Tillokkelser for ham. Var det en vis Frygtsomhed, en nödvendig Fölge af hans eenlige Opdragelse, en vis Beskedenhed, der ugierne vovede at træde personlig til Skue for et nærværende Publikum, en vis Mistillid til sine Kræfter, der saa gierne tiltroer andre mere Lys, Kraft og Værd, end sig selv? Eller blev maaskee vor, Riber, der allerede 1777 var lokket ud paa den litterariske Bane, som Deeltager i sin ædle Vens, den flittige og fortiente afdöde H. I. Birchs historiske Magazin, og kort derpaa af ham med fortient Berömmelse forestilledes Publikum som heldig Medoversætter af de veisiske Börnesange, og paa samme Tid i Forening med et end större Navn, Edv. Storm, traadde fremfor den poetiske Læseverden forledt ved den tilsyneladende Uafhængighed, den Raadighed over Tid og Ævner, det Otium cum dignitate, den litterariske Bane ved sin Begyndelse synes at love, til at give denne Fortrinnet? Nok — at efterhaanden vor Riber, maaske smittet af Venners anstikkende Exempler, vel ogsaa tildeels uforsætlig og saa at sige uvitterlig, fordybede sig paa den litterariske Bane, og hvorvel han i Begyndelsen, ligesom for at holde gode Miner med sit forrige Fag fornemmelig sysselsatte sig med at oversætte Opbyggelses og Andagtsskrifter, som Jerusalems, Sturms, Hesses o. fl. d. l. overlod han sig tillige til sin Tilböyelighed for Digtekunsten, og have vi, foruden hans egne Arbeider, hvorom vi i det fölgende komme til at tale, ham at takke for de saakaldte schulziske Poesisamlinger 4 Bind, som vel ikke saa lettelig ved noget lignende i vor Litteratur ville blive overgaaede; ogsaa droges han i denne Periode ind i Recensionsvæsenet, da endeel af hans nærmeste og nöieste Venner paatoge sig Redactionen af de berlingske lærde Tidender, hvis Bestyrelse ikke saare længe derefter i en critisk Tidspunkt tilfaldt ham selv, og som han, endskiönt forladt af næsten alle sine ældste Medarbeidere, utrættelig og ufortröden fortsatte, indtil han ved sin forandrede Bestemmelse afgav den til den nuværende Redacteur, sin Ven Prof. Nyrup. Det er langt fra disse Blades Bestemmelse, ligesom det vilde være höist usömmeligt i den fredsælle Ribers Biographie, at oprippe gamle, for en stor Deel af Misforstaaelse opkomne, ved Öretuderi oppustede og ved Lidenskabeligheder opflammede Stridigheder; kun dette bör til Ribers Minde siges, at saa blid, saa fredsom, saa braadfrie, som i övrigt hans Caracter, var, saa fast, saa nidkiær, og saa fritalende fandtes han, hvor hans Venner fornærmedes; ligesom det og bör erkiendes, at, om end hans Recensioner ikke ere blandt dem, der udmærke sig ved nye og hældige Synspunkter, eller overraskende Fremstilling, da have de gavnet meget ved det lyse og ukonstlede Foredrag, hvori han i Særdeleshed opvakte Opmærksomhed paa de mange upaagtede Urigtigheder og Skiödeslösheder, som den Tiid endog gode Skribenter i deres Sprog tillode dem, og ere end disse ikke tilfulde forsvundne af Dagens Skrifter, torde det dog fornemmelig være Ribers Fortieneste, at de nuomstunder mærkes, og erklæres for feil, hvor de forekomme.

        Men endnu mere end ved sin offentlige Critik gavnede han i denne Henseende ved sine private Raad, da han med en magelös Tienstvillighed og uden mindste Persons Anseelse med Broderhaand hialp enhver, der anmodede ham derom; med den ham egne Nöiagtighed giennemgik og giennemsaae — nær havde jeg sagt utallige — saavel originale som oversatte Arbeider af berömte og uberömte Mænd, Venner og Ubekiendte, meddelte sine Anmærkninger eller sine Rettelser, saavel i Henseende til Indhold som Foredrag, udfyldte manglende Stæder, og — alt dette ikke blot uden allermindste Egennytte, ja endog undertiden uden Tak, men med den ædelste Opofrelse af den Tid, der saalænge var hans eneste Skat, og som — endog da den ikke længere var dette — til en Families Underholdning var ham end mere uundværlig; ja endog tilsidst — paastaae de, der kunne være underrettede derom — med Opofrelse af den for hans Helbred uundværlige Vederkvægelse og Hvile. Nægter man maaskee — har man andensteds sagt — vor hengangne et Sted blandt Siernerne af förste Störrelse paa vor poetiske og litterairiske Himmel, da er og bliver det stedse en uimodsigelig Sandhed, at saare faa Stierner paa den ei have stadigere og paalideligere tient den Vandrende til Ledestierne, at den lyste uomtaaget af alle de Avinds og Egenkærligheds og uædel Lidenskabeligheds og Usædeligheds Dunster, der saa ofte har berövet mangen stolt Stierne den betydeligste Deel at dens Glands; og end en uimodsigelig Sandhed, kan man tilföie: at fra den Tid den dalede, ingen anden er oprunden at oprette os dens Savn.

        En tilfældig Bivirkekreds, som i Aaret 1785 aabnedes vor Riber, og hvor han med sin vante beskeedne og ærlige velvillie kraftigen medvirkede, fik uden hans Forventning med Tiden en afgjörende Indflydelse paa hans Dages Bestemmelse, og bragde ham omsider ud paa den Bane, for hvilken han saa aldeles syntes skabt. Da i Aaret 1785 vor gavnelystne og ædle Tode maaskee misfornöiet over at Selskabet for Borgerdyd ikke i alle Henseender tegnede til at vilde opfylde hans Önsker, besluttede at stifte et nyt under Navn af Selskabet for Efterslægten, der skulde være Opdragelsen og Almueunderviisningen i Særdeleshed helligt; havde han den ædle Idee, til Medarbeidere deri at indbyde endeel yngre Videnskabsmænd, med hvilke han just paa den Tiid var indviklet i en temmelig levende litterarisk Feide, og mellem hvilke vor Riber var; efter nogen Raadslagning blev det besluttet ikke at svige saa hædrende en Tiltroe, og altsaa modtage Indbydelsen; i Selskabets andet Möde foreenedes de med dets förste Stiftere; og fra denne Dag af og indtil sin Dödedag, virkede vor Riber med sin redelige og ufortrödne Iver næsten uafbrudt til dette Selskabs Fremme; men i det han saa aldeles uegennyttigen, og uden fierneste Hensigt til muelig Vinding blot havde Almeenvel for Öie, aabnedes tillige en med hans Önsker og Gavn særdeles overeensstemmende Virkekreds for ham. Regieringen overbeviist, at uden Almeenoplysning intet Almeenheld er at naae besluttede at stifte et Seminarium til Landsbyskolelæreres Dannelse; og de Aands og Hiertes Fortrin, de Læregaver, den Blidhed i Væsen, den Taalmodighed i Behandling den Tydelighed i — Foredrag, og den Rigtighed i Fremsætning, der havde udmærket vor Riber som frivillig Lærer i Efterslægten anbefalede ham til at ansættes ved denne vigtige Stiftelse, efter at han först paa Regieringens Befaling og Bekostning havde giort en kort, men for en Mand med vor Ribers sindige Aand og lyse Öie, altid lærerig Reise til Naboerigets betydeligste Anstalter af dette Slags; en Reise, hvorom Publicum maaskee andensteds vil faae interessante og lærerige Efterretninger af den Dagbog, han derover efter sin Sædvane förte.

        Hvorledes han efter sin Hiemkomst forestod et Kald, der var ei mindre efter hans Hierte end efter hans Ævner, derom vidne hans höiværdige Foresatte og Ven, N. E. Balle, der ved hans Kiste reisede hans Minde for hans fordums Disciple, som den Mands, hvem det var en Glæde, over al anden Glæde paa Jorden, at fremme deres Duelig­hed og befordre deres Bedste; det vidne, hans værdige Eftermand og Ven F. H. Guldberg, der Aarsdagen efter hans Död i een Sörgehöitid til hans Minde, hædrede ham som den, der var virksom blandt de faa, som tændte Lyset i vort Fædreland for den forhen raa og udyrkede Classe, ledede mangen Lærling til Sandhed, Kundskab og Dyd, lærte ikke min­dre med sit vennekierlige, pralfri, retskafne og nöisomme Levnet, end ved sin ufortrödne Flid og heldige Svada; men især vidne den ömme taknemmelige sönlige Erindring, hvori hans Navn og hans Værd leve hos enhver af hans fordums Disciple, man næver ham for; denne Sorg over hans Tab, der hans Jordefærdsdag qvalte Sörgesangene paa deres Læber, og som Tiden kun har formildet, men ikke fordrevet. Med Föie kan man sige, at, hvis Lærerens förste Dyd er at elskes og æres af sine Discip­le, har neppe nogensinde nogen Lærer giort vor Riber Rangen stridig heri.

    Efter at have tiltraadt sit Embede indgik han sit Livs vigtigste Forbindelse med Jomfrue v. Haven, en Pige, han i sin tidligere Ungdom — forsikkre hans Fortrolige — taus havde skienket sit Hierte, og var saa lykkelig endnu at finde ubunden, da den uventede Vending i hans Stilling satte ham istand til at byde hende sin Haand. Dette Ægteskab, vidner Ribers sandru Sörgetaler — og istemme med ham alle de, der kiendte vor Afdödes Huusliv — var det lykkeligste, som kan finde Sted, glad i tar­velig Sparsomhed, kun ikke velsignet med Börn. Heller ikke behöver man andet Vidnesbyrd for, hvordan Ribers Huusliv og fölgelig hans Ægteskab var, end den Sindsblidhed, det lykkelige Luune, der fulgte ham midt under de mange, og mangehaande Sysler, hans Kald, hans Stilling, og endnu mere end alt hans vennehulde Tienstagtighed, overvældede ham med; for at være saa virksom, og derhos saa vel tilmode under sin Virksomhed, maa man have sin Lön i sit huuslige Held.

    Midt under dette sysselsatte og lykkelige Huusliv var han dog ingenlunde tabt for andre Sysler, eller for sine Venner; ikke blot fandt han f. Ex. midt under alt dette Tid til at besöge Psalmecommissionen med sin med­födte uafbrudte Stadighed, til at paatage sig den frivillige danske Sprogundervisning i Ef terslægtselskabets Skole, efter at Storm var revet derfra, men og til nu og da at besöge sine gamle Cirkler, og medbringe sit i Ordets fuldkomneste Betydning gode — godmodige og muntre — Lune der; og hvormegen Deel han indtil sit sidste Öieblik vedblev at tage i sine Venners Glæde og Lykke, vidne samtlige hans senere Smaadigte, som næsten uden Undtagelse vare denne Deeltagelses fostre.

    Midt under dette saa uplettet gavnlige og glæderige Levnet bortreves denne eiegode ædle Mand, dette elskelige Menneske plud­selig af Döden, og næsten kunde man fristes til at sige, at den vennehulde Tienstagtighed, der havde ledsaget ham heele hans Levetid igiennem, fulgte ham til hans Död, thi hans sidste Udgang var, for at bringe een af de tvende, som her have fört Pennen til hans Minde, et poetisk Bidrag til en Poesiesamling, hvortil denne havde udbedet sig hans Understöttelse. Umiddelbar derpaa blev han overfalden af en Sygdom, som inden faa Dage lagde ham i Graven den 26 Nov. 1796. Gierne og med Föie kan siges, at ikke mange Menneskers pludselige Död har giort större Sensation; thi selv for dem, der ikke vidste at skatte ham som Skribent, var han elskelig, som Menneske; derfor fulgte og en hæderlig Skare Indbudne og Uindbudne under heede Taarer hans Liig, der henbragtes til Assistentskirkegaarden, hvor siden nogle af hans Venner med et Sörgeminde have betegnet hans Grav. Varigere Sörgeminde af sine Venner, end dette Marmor har han i Balles Tale ved hans Jordefærd, og Guldbergs ved Sörgehöitiden, Aarsdagen derefter; ikke at forbigaae den hæderfulde Maade, hvorpaa den sidst­ nævnte ved Seminariets Tiaarsfest fornyede hans Erindring; og ville vi nu slutte med et Sted af vor Guldbergs nysnævnte Mindetale, der er, som det kunde være skrevet for os: enhver, der elsker og tilbeder Venskab, maa elske dig, henfarne Ven Riber! som Ven rakte du hver god Mand din Haand, og offrede ham villig din Tid, og dine Kræfter, til hvilken Religion, hvilken politisk Tro, hvilket Folkeslag og hvilken Sekt han saa hörte. Som Ven mödte du hvert Menneske; som Lasternes Fiende, men den faldnes Ven hialp du redebon din synkende Medbroder. Selv den, hvis Handlinger og Meninger vare saa afvigendefra dine, at du med ham ei kunde pleie dagligt Venskab, selv til ham bar du det redeligste Vennesind. — Saaledes levede, og saaledes döde du. Evigt, kiert, og velsignet er, og være blandt Venner dit Minde!

    Ligesom vi sluttede vor Vens Biographie med et Sted af vor Guldborgs skiönne Mindetale, kan neppe hans Digtercarakteristik bedre begyndes end ved det, der sammesteds i denne Anledning blev sagt: Enhver der elsker Moralens milde Bud, fremsatte i et skiönt og overtalende Sprog, maae ogsaa elske dig, henfarne Digter, Riber! var det end ikke skiænket din Aand, at være ligemeget Herre, saavel over Broderens Phantasie, som

over hans Hierte; at böie dette sidste var dog din visse Gave. Med Smag valgte du Fremmedes Arbeider, naar de kunde lede til Dyd, Blidhed og Huuslighed; og med Smag omplantede du de laante Qvister paa Fædre­landets Grund, saa de voxte yndigt op, og lokkede mange til at hvile i deres veldædige Skygge. Selv i seneste Dage skal den ufordærvede Mand og den plettefri Yngling mod­tage rört de gavnlige Varsler, der tryllende leve i dine Skrifter, og velsigne dig i din Grav — Evigt! kiært, og velsignet er og være blandt Danmarks Digtere dit Minde!”

    Denne her saa træffende skildrede Aand og Stemming ville vi allevegne möde hos vor Ven, være sig, at han med höie glade Jubeltoner priser den Gud, der gav os den store Lære

eller han synger ham:

Bonde-, og Danne-Vennen Bernstorff den förste, eller, naar han besynger Landlevnets og Vennesamlivets Lyksaligheder blandt de lykkelige,

eller han skildrer sin sande Ven, og i ad­skillige Henseender sit Forbillede, Edv. Storm¹

eller han endelig önsker en nygift Ven;

    Og kort sagt: hans Seminaristsange, hans Klubsange og hvilket Digt vi tage frem, da gienkiende vi i dem alle Ribers særegne Præg, denne blide, nöisomme, kun for Huuslivets, Venneomgangens, og gavnlig Virksomheds Glæder skabte Siæl. Maaskee giver dette, som man med Sandhed kan kalde Ribers Stempel, dem noget vist eensformigt, der især föles naar man læser endeel af dem efter hinanden; men — ikke at tale om, at dette neppe er den Maade, hvorpaa en Samling Digte bör læses, kan man vel og med Föie paastaae, hvad andensteds er sagt, at om der end torde blive ulige Mening om nogles poetiske Værdie, om det os magna sonaiurum Horats fordrer af Digterne, vil dog sikkerlig intet Menneske, der har Fölelse for Godhed, og Blidhed og Dyd og Religion, nogensinde lægge dem af Hænde, uden at önske sig en Ven, som Forfatteren af dem umiskiendelig sees at have været.

    Midlertid vil ovenstaaende Anmærkning formodenlig tiene Udgiverne til Undskyldning, fordi de ikke have troet at være forpligtede at

meddele ethvert venskabeligt Leilighedsdigt, der af deres Ven er faldet dem i Hænder. I en i Norge udkommet Samling for Norges Krigere findes derimod under Ribers Navn to Sange, som, skiöndt Samlerne endnu ikke have videre Hiemmel for, at de ere af ham, og de heller ikke have fundet dem mellem hans Papi­rer, eller tilforn kiendt dem, de dog troe i det mindste her at burde lade aftrykke;

Meer end denne, skiöndt vel heller ikke saa aldeles har den anden under Ribers Navn der aftrykte Sang hans Stempel.

    Ligesaa rigtig, som vor Guldberg har caracteriseret vor Afdödes egne Digte, ligesaa treffende har han angivet de Egenskaber, der udmærke de Stykker, Ribers rene Pen kunde vælge at fordanske. Til Dyd, Blidhed, og Huuslighed maatte det lede, hvad der skuldevorde Riber saa kiært, at han vilde anvende den ham saa egne Flid paa dets Oversættelse. Derfor var i hans tidligere Dage Claudius, især hans hiertelige Sang for de Fattige, og de tvende naive Stykker, Phidile, og efter Brudevielsen, samt den saa ganske i Ribers egen Aand stemte daglige Sang, hans Hierte saa kiære; derfor indtoges han af den kraftfulde Styrke i Leopold Stollbergs herlige Jamber, og over­satte dem med et Fynd, og en Held, som end­og de ypperste Kiendere beundrede; derfor fandt denne ædle Digters Menneskesang til Danmarks Kronprinds, da det förste skiönne Forsög skeede til at bryde de evig forbandede Negerlænker, saae reen, saa sandrue en Gienklang i Ribers Hierte; derfor blev Pfeffels Faderbrev til hans Datter fordansket ved Ribers Haand, maaskee den ypperste Prydelse, der nogensinde forskiönnede hiin det smukke Kiön helligede Samling; derfor fandt Overbeks henrivende Tröstesang i ham en saa mesterlig Tolk. Men af alle, alle Tydsklands Digtere var der dog ingen, der for vor Riber var og blev det, som Huuslivets Mestermaler, den ægte Idylliker Voss. Allerede hans Idylle de Frigivne maatte for vor Ven være en henrivende Finding, især i de Dage, da han og hver god dansk Mand jublede over de herlige Udsigter, der frembröd til, at Baggesens faa Aar tilforn næsten dumdristige Önske skulde opfyldes

            Og Bonden dog engang skee Ret;

men aldeles i sin Verden, maatte vor glade, huuslige, nöjsomme, for alle sande Menneskeglæder saa deeltagende Riber finde sig, da Vosses Luise faldt ham i Hænder; her traf han idel Mennesker, i hvilke han gienkiendte Kiöd af sit Kiöd, og Been af sine Been, Mennesker, som han önskede, drömte, eller tænkte sig den Omgangskreds, der skulde være gan­ske for ham; ogsaa er denne hele Oversættelsens endnu kiendeligere end nogen anden con amore.

    Desmere uoverlagt vil det maaske findes af Undertegnede, at han paa sin mangeaarige academiske Ven Forlæggerens Anmodning, paatog sig, i denne Oversættelse at giöre de Forandringer og Tilsætninger, som den seneste Udgave af dette fortryllende Digt giorde fornödne, naar danske Læsere skulde have det fuldstændigt, og saaledes, som den tydske Digter har givet den sidste Haand, og optaget det i sine Digte; og dobbelt uoverlagt vil det lettelig synes, naar man veed, hvorlidet han har Aarsag til at vente, at Hexametrets Camene skal være ham gunstig. Gierne vil han og tilstaae, at han, da han tog sig det paa, höit kun forestilte sig, at det hele vilde blive maaskee et halvhundrede Vers, der da ved Stierner eller andre Bogtrykkertegn, kunde udpeeges fra Ribers; og da han endelig saae sin Vildfarelse heri, var ikke blot Löftet givet, men Arbeidet begyndt, og kunde ikke uden megen Vidtlöftighed afbrydes eller omgiöres; han maatte altsaa fortsætte dette ham sandelig ikke lette Arbeide. Ikke frygter han for, at Ribers vennehulde Skygge, om den endog paa hiin Side Graven bekymrede sig om saadanne jordiske Smaating, skulde optage ham dette Fælledsskab ilde; dertil have de arbeidet formeget i Forening, dertil have de giensidig for megen vitterlig og uvitterlig Deel i en ikke ubetydelig Part af hinandens Arbeider; og elskede Riber sin Voss, og Vosses Luise formeget, til ikke heller at vilde, at hans Landsmænd skulde læse den fuldstæn­dig, om det end ikke havde været en Vens Haand, der udfyldte det manglende; heller ikke skal Undertegnede i mindste Maade for­tryde paa, naar Konstdommerne yttre, at hans

Fordanskning staaer langt tilbage for Ribers; her var ikke Spörgsmaal om nogen Væddestrid; men blot om at tilsætte det manglende; Pub­likum i Almindelighed, smigrer han sig, vil tilgive Manglerne i hans Arbeid med Hensyn til hans Hensigt, som ene var at tilfredsstille, hvad han ansaa for dets lovlige Krav.

    Endnu snarere troer han at torde giöre sig Haab om, at man vil billige, at han for Fuldstændigheds Skyld, har forved Idyllen de Frigivne sat dens Pendant eller Contrast, de Vornede, og forved Luise, dens Prologus den 70 Aars Geburtsdag, begge fordanskede af hans og Ribers inderlig elskede og ærede Ven, Digteren Pram²; som en reen Forseelse föler han sig derimod forpligtet at afbede, at han af de Afskrifter, der af Ribers Papirer bleve ham tilstillede, har ladet sig forlede til at indrykke Sangen: Vi bringe dig med Sang og Dands særskilt blandt de lyriske Digte, uden at komme ihu, at den i anden Deel nok engang i tilhörende Idyl maatte aftrykkes.

    Det Digt, der fölger ovenpaa Vosses Luise er egentlig aftrykt, fordi det var det, hvormed vor afdöde Ven, som begyndende Digter, fremstilledes for Publikum af Erland Siversen (Edv. Storm), der udgav det i Foreening med sine Fabler og Fortællinger efter Gellerts Maade p. p. Saa godt som paa engang betraadde disse tvende sande litterariske Jævninge Banen, Haand i Haand vandrede de den sam men, ikke længe efter hinanden forlode de den! O at deres broderlige Samvandring maatte være et Mönster for deres Konstbrödre!

    Maaske venter Læseren endnu, og ikke ganske uden Föie et Par kritiske Ord over Ribers poetiske Værdie. Hans store og umiskiendelige Fortieneste var uden tvivl hans Iver for Sprogets Reenhed, uagtet maaske nu og da Dictionen har lidt noget derunder; et udansk Ord, en urigtig Ordföining skulde ikke lettelig undslippe ham, om han endog derved skulde nu og da gribe til et upoetisk Udtryk; ogsaa har han saavel ved sit Exempel, som ved sine Recensioner, og Især ved sine Raad bidraget meget til, at Grammatiken i adskillige Stykker holdes mere i Ære end for en Snees Aar siden var i Skik. I Psalmecommissionen giorde han især ved denne Paapassenhed megen Nytte, ligesom og ingen kunde være mere aarvaagen end han mod alt, hvad der paa nogen Maade kunde smage af mystisk eller papistisk Suurdei, alt, hvad der kun gav Öret Lyd, eller i det höieste Phantasien halv­dunkle Skyggebilleder, istæden for at give Hiertet Fölelser, og Forstanden Begreber. I hans alvorlige Digte böder en synderlig elskværdig Hiertelighed paa Savnet af lidenskabelig Ild, og i de faa muntre Forsög, vi have fra ham, savne vi over Hans godmodige Jovia­ litet, neppe Satirens Salt, det gaaer os med dem, som Haste³, i det han, vor Ven til Ære skrev i Iris, rigtig anmærker om hans Conversation; vi lee med, uagtet, eller maaskee fordi han af Hiertet leer först. Hans Versification var arbeidet med Flid, uden at være correct, hvorvel han i sin sidste Epoke fik heldigere Greb herpaa; med faa Ord, om end kun ven­skabelig Partiskhed kunde æske Rang for ham blandt vore store Digtere, kan ikke uden eensidig Ubillighed nægte ham Sted mellem vore gode.

    Ribers ædle Veninde og Velynderinde, hvem hans efterladte Skrifter ere helligede, skylde vi at vi kunde pryde vor Samling med hans Kaaberbillede saameget kiærkomnere vil denne Gave udentvivl være, naar man veed at der efter ham kun fandtes et meget ufuldkomment Portrait, hvorefter en af vore yngre Konstnere Hr. Flint var heldig nok til at forfærdige den Tegning, som vi her stuk­ket af Mesterhaand kunne forelægge.