Der var Skovbal igaar. — For Penge
Havde de bedet mig spille;
Til lidt Lystighed kunde jeg trænge,
Og saa gjorde jeg, som de vilde.
Der var pyntet med Flag i Skoven
Og couleurte Lamper og Krandse,
Og Seil var der spændt foroven,
Og lagt Gulv, hvor de skulde dandse.
Men bedst som jeg strøg Fiolen,
Fik jeg Øie paa En, jeg kjendte,
Med Blomster paa Haaret og Kjolen,
Og med ham, som det var at vente.
Hendes Øine var ligesaa klare,
Hendes Læber var ligesaa røde,
Hendes Fødder ligesaa snare
Som før, naar hun løb mig imøde.
Og jeg søgte det Sted med Øiet,
Hvor jeg kunde hans Hjerte ramme;
Men min Haand blev dog ved i Sti øget
Jeg var jo betalt for det Samme.
Det var, som jeg brændte i Lue,
Mens jeg sad paa Forhøiningen stille;
Jeg tog kun lidt haardt paa min Bue,
Og jeg fik en Lyst til at spille,
Saa det gamle Maitræ derhenne
Skulde rive sig fra sine Rødder
Op; dandse imellem de Tvende
Off træde Alt under Fødder.
Men jeg holdt mig rolig paa Stolen,
Som om det mig Intet rørte,
Og holdt Takten og strøg Fiolen
Og hverken saae eller hørte. —
Og da saa det blev kvalmt derinde,
Og de fik formeget af Støvet,
Og Maanen tog paa at skinne
Derudenfor gjennem Løvet,
Saa listede parviis Mange
Sig ud under Krattets Grene,
Igjennem de mørkeste Gange
For at kysses i Mag alene.
Da fløi det mig gjennem Panden,
Der kunde jeg gjerne givet
Accorden og Selskabet Fanden
Og ham mit Knivsblad i Livet.
Men jeg klemte Benet om Stolen,
Som jeg Intet saae eller sandsed,
Holdt Takten og strøg Fiolen
For alle de Andre, som dandsed.
2/2 75.