Naar Bølgen i Stormflod stiger
Gjennem det trange Sund,
Da bryder den Muur og Diger
I Fjordens inderste Grund.
Da splitter den Skrog og Master
Under sit skummende Trav;
Saa vender den om og haster
Igjen mod det aabne Hav.
Der stemmer den ned sin Tone
Og matter sig meer og meer;
Den lægger sin Demantkrone,
Mens Solstraalen paa den leer.
Og intet Øie kan ane,
At hist i den øde Vig
Den nys har krandset sin Bane
Med søndrede Vrag og Lig. —
I disse sittrende Vover,
Der gaae fra min eensomme Havn,
Hvor vingebrudt Haabet sover
Blandt frosne Minder og Savn, —
I disse henglidende Strømme
Tag her en Efterklang
Af Ungdommens brusende Drømme
Og Længslernes Bølgegang.
19/10 73.