Ved Søen gik vi, du og jeg alene,
Mens Bølgen sagte trilled over Gruset;
De Andre vandred langsomt op mod Huset,
Og vi kom efter, — endnu mere sene.
Om Halsen, hvor en Kniplingskrave brused,
Du bar et Guldkors med violblaae Stene;
Du spøged med de. gamle Sagn, der mene,
At hvo dem bærer, bliver ei beruset.
Og da vi gjennem. Havelaagen bøied,
Du standsed under Hængeaskens Grene
For Amuletten om min Hals at binde;
Det var for seent; — thi da jeg løfted Øiet,
Jeg var beruset, meer end nogensinde,
Og det af to violblaae Ædelstene!
2/2 71.