Kong Philip August sad høit i sin Stol
Ved Ridderspillet som Dommer;
Rundt om ham lyste den feire Sol
Paa Hoffets feireste Blommer.
Til Dyst for dem, imod Fortids Skik,
Med dækket Aasyn nu Ridderne gik;
Dog saae man ei Hjelmen aaben,
Man kjendte de Herrers Vaaben.
Der skinned i Skranken Skjold ved Skjold,
Gyldne og blaa og røde;
Hver Æt, stormægtig fra Hedenold,
Gav her med sit Mærke Møde.
Da saaes i Skaren end af og til,
At Enkeltmands Lune drev sit Spil
Og maled et Vaabensmykke
Blot efter dets Bærers Tykke.
Da mæled Kongen: „Der skal fra nu
En Orden bringes i dette,
At Ingen mere med selvraadig Hu
Paa Slægtens Mærker vil rette.
Som Navn og Hæder den gjemmer tro,
Saa, vil Vi, skal og dens Skjold faae Ro:
Regel og Lov skal det lyde,
Som ingen Luner tør bryde.”
Thi bød han Herolden skrive i Bog
De Skikke, han agted gode;
Med Strenghed dadlede Lovens Sprog
Hvad Smagløst end var i Mode:
„For Feil skal agtes i alle Fald
„Som Tegn at sætte Metal paa Metal
„Hvadeller Farve paa Farve
„I Vaabnet, Slægten skal arve.”
Saa kom der Skik nu og raadtes Bod
Paa Brøsten i Heraldiken;
Men Somme stritted endnu imod
Og vilde ei lystre Skikken.
Det tirred Kongen ved hver en Fest,
Hvor Slægten af Montmorency var Gjæst,
At møde Mærker ved Hove,
Som trodsed endnu hans Love.
Det gyldne Felt med dets ørne blaa
Var fuldt efter Kongens Tanke;
Men bredt over Gulidet et Sølvkors laa,
Hvorpaa han stærkt maatte anke.
De stolte Herrer af Montmorency
Dog ænsed lidt et „saa ville Vi”;
De følte som han sig stærke
Og holdt paa det vante Mærke.
For naadigt Raad af hans Kongehuld,
For Vink og Spot var de døve;
Men tro var Slægten som Skjoldets Guld
Og stod som dets Sølv sin Prøve.
Fortørne den agted han ei med Flid;
Saa taug han omsider til bedre Tid
Og vented, klog, som han pleied,
Til Vinden engang sig dreied. —
Da kom hin Dag ved Bouvines engang,
Hvoraf der gaaer Ry saa vide,
Da Frankrigs Magt paa dets Grænsevang
Mod Tydsklands ørn maatte stride.
Der mønstred Kongen ved Morgnens Skin
Hvert Adelsbanner, der fløi for Vind,
Og rynked Næsen en Smule
Af Montmorency’s det gule.
Saa vælted i Bølger sig Hær mod Hær,
Og Hadet sprængte sin Tømme;
Trindt løfted Støvet sig fjernt og nær,
Og Blodet risled i Strømme.
Da Solen daled i Vesten blank,
Og Støvet igien over Hærene sank,
Kun een paa Sletten saaes leiret:
Kong Philip August havde seiret. —
Det hændte den Dag, da Seirens Lod
Alt helded til Frankrigs Side,
En Ridder med Flag under Lansens Od
Saaes frem for Kongen at ride:
Med Møie holdt sig i Sadlen ret
Den gjæveste Mand af hin stridige Æt;
Blod sived ned ad hans Klinge
Og frem af hans Brynjes Ringe.
Der holdt han, endnu med Seiersmod,
Og om ham en undrende Klynge,
Mens Svendene lagde for Kongens Fod
Tolv vundne Faner i Dynge.
Der fløi et Smil over Herskerens Træk:
Vel maatte han love den Ridder kjæk,
Imens en Tanke som Lynet
Foer gjennem hans Pande ved Synet.
Han strakte sin Haand, — for et dobbelt Med
Vel tyktes ham Timen egnet:
Med Blodet, som risled ad Brynjen ned,
I Skjoldet et Kors han tegned:
„Før, bolde Ridder, fra denne Stund
Et blodrødt Kors paa jer gyldne Grund,
At aldrig ganger af Minde
Det Blod, I for os lod rinde.
„Og har I vort Bed, hvor Lilierne groe,
Idag fuld mandelig værget,
Med aabent Bryst imod ørnens Klo,
Der gjerne gad Feltet hærget,
Og fandtes kun i jert arvede Skjold
Af ørne fire til nu i Behold,
Vi vil, I til dem skal lægge
De tolv, som nu Græsset dække!”
Da maatte den Gjæve tilsidst forstaae
Med Tak sit Hoved at bøie;
Fra den Tid Kongen ei mere saae
Det Syn, som stødte hans øie.
Stolt viste siden fuldmangen Helt
Det blodrøde Kors i det gyldne Felt:
Det havde et Sagn nu at melde