Nær Sliens blanke Vande
En Fiskerhytte stod;
Ei kjendtes inden Døre
Til Rigdoms Overflod.
Dens Eiermænd i Fællig
Kun tjente deres Brød
Og nærede sig nøisomt
Af, hvad dem Fjorden bød.
Dog for de tvende Fæller
Kom stundom onde Aar,
Da Søen, som de pløied,
Kun bød dem slette Kaar,
Da Fisken ikkun sparsomt
I Garnet vilde gaae,
Og Sliddet blev des større,
Som Drætterne blev smaa.
En Nat var saadan gaaet
Med modløst Arbeid hen;
Tomhændede de vented
At styre hjem igjen.
Da saae et Syn de skride
Henad den dunkle Fjord;
Foran dem stod med Høihed
En Kvinde, rank og stor.
Med Bæven Begge stirred
Og bied tyst og spændt;
Skjøndt nyt for deres Øine,
Var Synet dem bekjendt:
Et Navn de læste skrevet
I Kindens mørke Lød,
1 Brynets mørke Bue
Og Oiets mørke Glød.
De kjendte „Sorte Grete”,
Der over Land og By
Femhundred Aar igjennem
Har baaret vidt sit Ry, —
Hin stolte Kongemoder,
Der stred for Landet kjækt,
Som lønner og som straffer
Endnu dets yngste Slægt.
Med Dagglans om sit Hoved
Og Natmulm om sin Fod
Sortklædt for deres øine
Den høie Frue stod.
Karfunkelstrøet dog blinked
Den mørke Enkedragt,
Og om den hvalte Pande
Var Dronningkronen lagt.
„Kast ud” — lød hendes Stemme
„Endnu engang jert Net;
Jeg lover for jer Møie
Jer end en vægtig Dræt.
Dog mærk, hvad nu jeg byder,
Om vel det skal jer gaae:
Sæt atter flux i Søen
Den bedste Fisk, I faae.”
Saa svandt hun bort i Natten,
Mens efter hendes Bud
Paany i Fjordens Vover
De kasted Garnet ud.
Og langsomt, halvt med Glæde
Og halvt endnu med Angst,
De løfted op af Vandet
Den centnertunge Fangst.
Tungt over Baadens Ræling
De haled Drætten ind
Og maalte den med Oiet
Ved Maanen’s matte Skin.
Nok var der til at hjelpe
Paa Oieblikkets Nød,
Nok til for lange Tider
At skaffe Huset Brød.
Alt fyldtes næsten Baaden
Af Fiske sølvergraa,
Da de tilsidst i Garnet
En selsom Skabning saae:
Af lutter gyldne Mønter
Var Dyrets Panser bygt,
Smaragder var dens Finner
Og Gabet perlesmykt.
Forundrede de Tvende
Paa Gyldenpragten saae;
Let nok var Dronningordet
Ved Synet at forstaae.
Flux mæled da den Ældste:
„Vær ikke sen, nu frisk!
Du seer, hvad Fruen mente:
Kast ud den bedste Fisk!”
„Saa ti! Hun er jo borte!"
Svared den Yngre tvær;
„Langt mer end hele Resten
Er denne Guldfisk værd."
Saa skjød han dybt i Dyngen
Den gyldne Fange ned,
Greb Aarerne og styred
Med Hast mod Hjemmets Bred.
Uvillig, mørk paa Toften
Og taus hans Fælle sad;
For Maanen drev der Skyer
Og mørkned Land og Stad.
Kun stundom titted flygtigt
Den under Skyens Bryn,
Og for de To den viste
Igjen et selsomt Syn.
Thi frem at Fiskedyngen
Et Gyldenskjær der brød;
Som Bølger ved et Stenkast
I Kreds det ud sig skjød.
Fisk efter Fisk forvandlet
Til pure Guld de saae,
Og snart en Konges Rigdom
For deres Fødder laa.
Dog — alt som Guldet voxed
For deres Blik med Hast,
De mærked Vægten øges
Af deres gyldne Last.
Minuter var tilbage,
Før frelst de stod paa Strand;
Dog truende om Baaden
Steg Fjordens mørke Vand.
De saae det stige — stige,
Mens Aarebladet sank,
Og deres Rædsel voxed
Med Dyngen gyldenblank.
Paany et Glimt af Maanen
Strøg over Søen hen —
Nu var til Baadens Ræling
En Tomme kun igjen.
Fortvivlede de Tvende
Med alle Kræfter stred;
Ustandseligt dem tynged
Den nye Tilvæxt ned.
Et Nu — igjen en Drivsky
For Nattens Øie flød —
Og bevngridsk ind i Baaden
s De sorte Vande brød. —
Da Maanen atter speided
Udover Slørets Rand,
Den saae en enlig Svømmer
Tungt kæmpe sig mod Land.
Gulddyngen og hans Fælle,
Som ikke Budet lød,
Laa gjemte nu i Dybet
Af Sliens mørke Skjød.