Sirlige Blad, som flyer for Solens Flammer
Og søger Skyggen, dulgt i Skovens Chor!
Mer skjøn du tykkes mig end selv den Flor
I al sin Skjønhed, der i Haven bram mer.
Du hegner ingen Blomst, der frodig stor
Udmarver Moderstengien, som den ammer,
Hvis korte Lyst sig ender brat med Jammer,
Naar solforbrændt den sænker sig mod Jord.
Den Skjønhedsvin, som skummer over Randen,
Hvis Fryd fast ender, hvor den skal begynde,
Kan du ei skjænke, det er ei din Agt:
Du er dig lig: du er som ingen Anden
Symbolet paa den høie, stille Ynde,
Som trodser Aarets Skiften, Tidens Magt.