Til vore Fødder Veiens Dynd sig klynger,
Og tungt deri vi skride Fod for Fod;
Men denne Stræben, som vi troe, er god,
Har gjemt den Magt, som styrker og forynger.
Og skulde, selv hvor Intet mer os tynger,
Vi føle Lykke, om vi efterlod
Med Tyngen, hvad for den os giver Bod,
Som vækker i vort Bryst hver Sang, vi synger?
Nei: selv i Fredens Land til hver en Tid
Maa findes Noget end, som ligner Strid,
Om det, som stiller Sjælens Trang, skal findes.
Et Maal har end som her vi der behov
Os dermed for vor Stræben end den Lov:
Kun Fod for Fod tør frem mod Maalet vindes.