Til Thor Lange
Albumsblad, frit efter «Harald», Uhland
Albumsblad, frit efter «Harald», Uhland
Der rider i Aftenens Solfaldsstund
En Ridder gjennem den skumrende Lund.
Fæller er med ham, en Flok fuld god,
Ung som han og ved trøstigt Mod.
Men mer og mere det bliver Nat,
Og mere vildsomt det tætte Krat.
Hvert Lys er svundet fra Granens Top,
Og Skjemt og Latter er længst hørt op.
Ind mellem Buske, fra Mosens Rør
Elverne liste i Flagreslør;
Og Øine blinke, som Stjerner at see,
Arme vinke, der lyse som Sne, —
Og Drikken frister i gyldne Horn,
Brygget med Glemselens Elvekorn.
Mens frem det gaaer over Stub og Sten,
Fællerne vildes, En for En:
Hver svigter sit Maal, sin Pligt, sin Agt,
Lokket af Nuets daarende Magt.
Ene han rider i Sorg sin Sti,
Urokket af Sumpens Kogleri:
Til Værn mod Runer og Galdremaal
Fra Top til Taa er han klædt i Staal.
Han ænser ei Møde, ei Hungrens Tand;
Blot staaer hans Hu til en frisk Drik Vand.
Han lytter og hører en Brusen nær:
Der risler en Bæk mellem Skovens Træer,
Han sporer i Maanens stigende Skin
Sin Ganger imellem Stammerne ind,
Hvor prud som Perler og skjær og ren
Kilden sprudler af Klippens Sten.
Han springer af Hesten et Øieblik
At slukke sin Tørst ved den bolde Drik,
Han kvæger Tunge og Sjæl og Sind; —
Da fanges han selv af Røster ind:
Han sætter sig ved det hviskende Væld,
Han sidder til Gry og atter til Kveld, —
Sidder, mens Dage rinde hen,
Uger og Aar, — han sidder der end, —
Sidder med Hovedet i sin Haand,
Endnu som fordum i Drømmens Baand, —
Sidder for Verdens Bulder døv
Og fri for dens Dynd, dens Smuds og Støv.
Og glimter der fra den fjerne Lyn,
Han rynker i Blunden kun sine Bryn;
Og hyler dens Storm ham stundom nær,
Griber han drømmende om sit Sværd.
Han vækkes ikke; han drak en Gang
En Drik, som stilled ham Sjælens Trang:
Vældet, som sprang med hans Digterdrøm,
Er Folkesangens sølvklare Strøm.