Det prophetere de, der blev forsmaaede
Af deres Tid: en Eftertid vil komme
Og underkjende deres Samtids Domme;
Da vil de være kjendte og forstaaede.
Jeg venter ikke dette Uopnaaede
Af næste Slægt, naar dennes Tid er omme;
Jeg finder ikke Trøst deri som Somme
Og ikke stor Logik i, hvad de spaaede:
Naar saae jeg Splid i disse Skarers Glæde
Ved Sølen, hvori de endrægtigt træde?
Naar gav et Glimt mig Haab om skjulte Kræfter?
Nei! tryggest er man, naar man Intet haaber:
Jeg ænser lidt min Tids Krapyl og Taaber,
End mindre, hvad af Sligt der følger efter.