Brødre, som os sjeldent gjæster
Fra det høie Nord,
Nok I mindes vil af Fester,
Nok af Gammensord!
Naar igjen i Hjemmets Hygge
I jert Land med Lov skal bygge,
Lad da og vor Afskedsstemmes
Hilsen hos Jer gjemmes!
Selv I veed jo, hvad I gjælder,
Hvad I er for os,
I hvis Fornkvad stadig vælder
Som en Ungdoms Fos, —
I, som ene paa vor Klode
Hused Snorre, Sæmund Frode,
I, hos hvem al Nordens Minder
Morgenlyse skinner!
I, som glemt i eders Stade
Fristed Nød og Gru,
Men, som Morkinskinnas Blade,
Dog holdt Stand til nu, —
I, som før paa Vinlands-Færden
Fandt fra først den nye Verden,
Find i Alt, hvad Slægten skatter
Hos Jer selv, den atter!
Byg paany det Hele, — Landet,
By og Folk og Sprog!
Skriv jer selv igjen det andet,
Nye Landnams Bog!
Eders Kamp og eders Seire, —
Lad blot os med jer dem feire,
Lad, i hvad hos Eder vindes,
Os som Brødre mindes!