I fulde Harmonier sammenklinge
Mit Hjertes sagte Slag med Jublens Chor
Fra Blomsterne, som rundt om mig i Flor,
Imens jeg lytter, mer og mer udspringe.
Og midt i denne Ring, som spirer, groer,
Det er, som bløde Lænker bandt min Vinge;
End kan jeg ei til Sang min Læbe tvinge
Og smelte Lys og Farver om i Ord.
Det er, som om jeg Stedets Trolddom brød
Og jaged bort en Flok af Væsner smaa,
Som ei jeg kunde kalde mer tilbage, —
Et Kuld, til Jorden født af Drømmens Skjød,
Der over os de lette Vinger slaae
Som i vor Ungdoms første, lyse Dage.