Nu har min Muse mellem Hoffets Sinder
I Uger været Kongeborgens Gjæst,
Tændt Fakler og strøet Blomster der som bedst,
Og gjort Honneurs for Fyrster og Fyrstinder.
Nu higer bort hun til en anden Fest,
Hvor for mit Syn en anden Lysglans skinner,
Og hvor en anden Blomsterpragt jeg finder
Groet op, — den Flor, som er mit Hjerte næst:
To Øienpar imod mig straale frem,
Og to Par Læber smile mig imøde
Med Glans, som i mit Hjerte bringer Vaar;
Hav Tak, I søde Blomster af mit Hjem,
Paa denne Plet, som uden jer var øde,
Men som ved eder blev en Rosengaard!