Hav Tak, min Kjærlighed, for Lys og Lykke,
Der strømmer fra dit Hjertes rige Bund
Som fra dit skjønne Blik og søde Mund
Med Bod for alle Sorger, som kan trykke!
Og seer du tryg mig ved mit Lykkefund,
Ei stemt til vildt paa Dybet mer at dykke,
Tro ei, min Kraft er brudt og gaaer paa Krykke,
Naar blidt i Havn den drømme vil en Stund.
Thi stærk og rig var aldrig jeg som nu:
End kan mig bære vidt min Vinges Fjer,
End paa min Flugt jeg tusind Guldkorn sanker;
Og staaer til Ødslen snarere min Hu,
Til dig dog gjemmes trygt, hvad Ingen seer,
Hvad i mit Hjerte dybest inde banker!