Som Solen finder hver forborgen Sprække,
Har altid Skyggen Smuthul, hvor den boer,
Hvorfra den atter viden over Jord
Engang kan sine Fangearme strække.
Dog altid løfter sig med Øine kjække
Til Flugt en nyfødt Dagning lys og stor,
En Skarabæ, hvis Silkevingers Flor
Er fjælet bag det sorte Vingedække.
Og saadan, Elskte, vexler i mit Sind
Det fulde Lys med Skygge, Dag med Nat
Og Regn med Sol og Storm med Bølger milde;
Og dog, fra den Tid, du deri drog ind,
Er Sporet draget fast og Maalet sat;
Du klare kan mit Væsens Stier vilde.