Mild som en Foraarssusning at fornemme,
Saa stiger mig fra Sjælens Dyb imøde
En Røst, et Syn ombrust af Toner bløde,
Som halvt mit Sind henrive, halvt beklemme.
Og har jeg søgt det under Laag at gjemme
Og naglet Kisten til med Sorg og Møde,
Det løfter sig, opstandet fra de Døde,
I Morgenpurpurglans med Straalebræmme.
Og mens jeg føler som en Guddomskraft,
Der vælter fra mit Hjerte Stenen bort
Og løfter fri sig over Gravens Skranker,
Jeg knæler ned, jeg lægger Skjold og Skaft;
Det er, som brister med en lys Akkord
Det Tryllebaand, som binder mine Tanker.