Skjænd ei længer, — ved din Side
Sidder jeg jo ganske stille
Og betragter kun de hvide
Fingre, som paa Sømmen spille, —
Denne fine Haand, der sømmer
Ivrigt fort paa dine Særke,
Og hvis Lilieskjær omsvømmer
Kun et lille Purpurmærke.
Thi mig tykkes, jeg omsider
Her har Trolddomstegnet fundet,
Som, hvor vildt jeg end mig vrider,
Altid faaer mig runebundet.
Og det havde, tør jeg sige,
Faa’t hel drøvelig en Ende
I de Tider, man lod slige
Stygge Tryllekvinder brænde.
Nu er vore Love sløve,
Ret har nu til Uret vendt sig:
Du tør frit din Trolddom øve;
Det er Andre, som faaer brændt sig.
Skjænd nu ikke mer, — du skjønner,
Jeg har ganske ikke løiet,
Thi jeg kan trods Skjænd og Bønner
Fra din Haand ei vende Øiet.