Jeg frygter ei, Vinter, din Haand, naar haardt
Du Bækkens Lystighed kuer
Og kyser Sangen og Solen bort
Og slukker Rosernes Luer.
Jeg veed, hvor der springer et Væld i Skjul,
Som Frosten ret aldrig tvinger,
Jeg veed, hvor der synger saa glad en Fugl,
Som nogensinde fik Vinger.
Jeg veed, hvor der lyser en Sol iløn,
Som ingen Skyer kan dække,
Jeg veed, hvor der blomstrer en Rose skjøn,
Som ingen Vinter kan knække.
Det Væld er min Hu og den Fugl min Sang,
Den Sol er min Elskov, jeg gjemmer,
Og Rosen et Billed, som første Gang
Jeg det saae, og som aldrig jeg glemmer.