Hvid ruger Vintren over Vang og Vove;
Forstenet Alt; kun Frosten sammenfletter
Paa Ruden sine glimrende Palmetter,
Og Rimen blomstrer i de øde Skove.
Hvor er I, Blomster? Mon I alle sove,
Narcisser, Crocus, Vintergjæk, Tazetter?
Mon Noget kjæmper i de tause Nætter,
Som vil med Tiden os et Foraar love?
Et Foraar. — Værdt at have i sit Bogskab,
Men bedre dog i Haven, bedst i Sindet,
Naar Hjertet vaagner af en Vinterhvile.
Hvad hjelper uden det vort Vid, vor Klogskab?
O, naar — naar bryder Solen Taagespindet,
Naar vil igjen det gamle Foraar smile?