Man finder det tamt, hvad jeg byder,
Man finder det net, men smaat,
Kun zarte Roser og Solglimt
Paa Vandet, — jeg veed det godt.
Men vidste I, hvad der dølger
Sig under det rolige Vand,
Saa trak I jer varsomt tilbage
Fra den blomstersmykkede Rand.
Og skulde det komme tilorde,
Da vilde det skee med en Røst,
Saa Stormen forstummed af Rædsel
Og Havet stivned om Kyst.
Jeg sænker det dybt til Bunden
Af det solbestraalede Vand;
Jeg dækker det til med Blomster;
Lad det skjules, saalænge det kan