Tidt for mig selv jeg stræbte
Din Magt at bortforklare;
Tidt har jeg slidt i Baandet,
Nu lader jeg det fare.
Hvori den Trolddom ligger,
Som holder mig i Lænke,
Finder jeg næppe Møien
Værd, mer at overtænke; —
Jeg forsker ei, om Nogen
I Vid og Ynde naaer dig,
Om muligt En og Anden
I Skjønhed overgaar dig.
Thi alle Gradationer
Bestemt ved „mer” og „mindre
Slaa til kun ved de tusind
Smaa Stjerneglimt, som tindre.
Vel muligt, de som Sole
For andre Verdner skinne,
For min er du den ene,
Mod hvilken alle svinde.