Det blomstrer i mine Haver;
Paa Vintren et Foraar fulgte,
Der greb som en Skattegraver
Med Vælde ned i det Dulgte,
Ned til de slumrende Kjerner
Og aandede Liv i Kimen,
Og Snese af Blomsterstjerner
Tittede frem blandt Rimen.
Mer fagert end nogensinde
Efter den lange Vinter
Dufte mod dig og skinne
Violer og Hyacinther.
O sig, skal de atter ødes?
Skal atter mon Blomsterskatten,
Som Dagen saa skjøn saae fødes,
Dræbes af Frost til Natten?
Elskte! Se Foraarsfloren!
Haab om et Smil af din Læbe
Har lokket den frem af Jorden
Et Pust kan den atter dræbe.