Turde jeg — turde jeg skrive
Til dig en eneste Gang!
Turde jeg Livstegn give
Paa denne Dag med en Sang!
Turde jeg spænde min Bue
Os skikke dig Brev med en Pil!
Turde jeg sende en Due
Til dig de hundrede Mil!
Turde jeg sende min Due
Langt bort i det taagede Graa
For at slaa ned i din Stue,
Naar mindst du tænkte derpaa!
Den skulde sig sagte sænke
Ved Vindvet ned, hvor du staar
Dens Vingeslag skulde stænke
Morgendug i dit Haar, —
Den skulde sit Hoved stryge
Op mod din bløde Kind
Og sende en Foraarsbyge
Af Mildhed gjennem dit Sind, —
Den skulde med Vingen vifte
Over din Pande klar
Og tyst i dit Øre skrifte,
Hvad jeg paa Hjertet har, —
Den skulde dig lægge for Fode
Min Sang som Blomster i Vaar
Med tusinde Ønsker gode
For Alt i det nye Aar.
Men nei. Min Due faaer sukke
Endnu i sit trange Bur
Og vente bag Laas og Lukke
Klang af Befrielsens Lur, —
Den Dag, jeg har naaet at knække
Alt, hvad imellem os stod,
Den Dag, jeg mig selv kan lægge
Som en Seirstrophæ for din Fod!