Jeg tænker mig, at det er Vaar,
Jeg drømmer, at du kommer;
Og Droslen fløiter, Lærken slaar,
Skovduen kurrer, Gjøgen spaar
Om mere Sol og Sommer.
Der drager op mod dig et Tog
Af Blomster blaa og gule,
Og Linden kjender deres Sprog;
Den aabner sine Knoppers Laag
For al den Pragt, de skjule.
Og Skaren voxer som en Flod
Igjennem Vaarens Haller;
Der dvæler forrest ved din Fod
Rosen, det stolte Kongeblod,
Med hundred Kronvasaller.
Og alle, alle, bøje Knæ
For dine Øine klare;
Bagved dem staar jeg selv i Læ
Og lytter bag dit Abildtræ,
Hvordan du vil dem svare.
Men hvis du taler mildt og ler
Med dine Øine bande,
Saa skjuler jeg mig ikke mer,
Men knæler med blandt dem, du ser,
Og hvisker til dig: Naade!