Himlen er uden Skyer;
Mod Midnatstimen det lider;
Tyst henover Land og Byer
Flodbølgen af Slummer skrider.
Og Drømmens Alfer er fiøine
Med Skjænk til Slottet og Hytten;
Kun Natten med hundred Øine
Er idel Seen og Lytten.
Og Øinene le og smile:
„Vi veed, hvorom du vil spørge;
Vi vaage for hendes Hvile;
For den skal du ikke sørge.
„Men Synet gad vi dig skjænke,
— Beskrive det kan vi ikke, —
Hvor sødt sig Laagene sænke
Over de klare Blikke:
„To Roser, naar Duggen falder
Sig over to Draaber lukke,
To blegrøde Muslingskaller
Over to Perlers Vugge!”